- Project Runeberg -  Kristin Lavransdatter / Korset /
204

(1920-1922) [MARC] [MARC] Author: Sigrid Undset
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Skyldnere - III

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

204
heller, at ikke mindet om hans slag og om hans utro
skap, med alt hvad den drog efter sig, mest gjorde hende
sorgfuld for mandens egen skyld — hun følte altid at
med disse utbrudd av sit ustyrlige sind hadde han syn
det mot sig seiv og sin sjæls velfærd meget mere end
mot hende.
Det som blev ved at verke i hende var alle de smaa
såar som han hadde slaat hende med sin uvenlige Hke
sælhet, sin barnagtige mangel paa taalemot — med
selve sin kjærlighets kaate og tankeløse art, naar han
viste, at kjærlighet til hende hadde han allikevel. Det
var alle de aar hun var ung og myk i sindet, da hun
kjendte baade helse og sjælskraft slog ikke til, der hun
sat med favnen fuld av saanne vergeløst smaa børn,
hvis ikke faren, husbonden vilde vise, han hadde baa
de evne og kjærlighet til at verne hende og de smaa
sønnerne paa hendes fang. Det hadde været en slik
kval at kjende sig seiv svak av legeme, enfoldig og ver
faren av sind, og ikke turde lite fast paa sin husbonds
kløkt og styrke — det var som hun dengang hadde faat
hjertesaar og de vilde aldrig gro igjen. Seiv den søte
lyst som det var at løfte op sit sugebarn, lægge dets
elskelige mund til sit bryst og kjende den lille varme,
myke skrot paa armen sin, den blev forbitret av frygt
og uro — saa liten, saa vernløs som du er, og far din
kommer ikke nok ihug, han skulde mest ha for øie at
trygge dig —.
Og nu da smaabørnene hendes hadde faat marg i kno
kerne og ben i skolten, men endda manglet noget paa
at eie mandsvet — saa lokket han dem fra hende. De
kvarv bort fra hende, hele flokken av husbond og søn
ner, i dette underlige guttesindets lekenhet, som hun
tyktes ha set et glimt av hos alle mænd hun hadde møtt,
og som en tung, bekymret kvinde aldrig kan følge med i.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 13:28:33 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kristin/3/0210.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free