Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
391
s
som hun bad Gud lægge lykke til for Ivar i hans egte
skap bad hun at Signe maatte aldrig faa grund til at
angre, hun hadde git sig seiv og al sin eiendom hen til
en saa ung husbond.
Like efter Mikaelsmesse drog da Naakkve og Bjør
gulf nordover til Trøndelagen. Alt hun hadde hørt om
dem siden var at de var kommet til Nidaros med god
helse og at de var blit indtat som novicer i brødrelaget
paa Tautra.
Og nu hadde Kristin snart sittet ett aar paa Jørund
gaard med bare to av sønnerne hos sig. Men hun und
ret sig seiv —at det ikke var længere siden. For den
dagen ifjor høst, da hun kom ridende forbi kirken og
saa nedover, hvor voldene laa under teppet av kald
skodden, saa hun ikke kunde skjelne husene paa sin
egen gaard — hun hadde fulgt de to op paa Dovre —
da tænkte hun, at slik maatte den kjende det som rider
mot hjemmet sit og vet, at der ligger bøen med aske
og kolde kul —.
— Nu, naar hun tok den gamle stien hjemover forbi
smietomten — iaar var den næsten gjengrodd, og tuer
av guldfegre, blaabjelle og muserter vældet utover fra
kanten av tykengen, — da tyktes det hende næsten
være et billede av hendes eget liv som hun saa: den
veirslaatte og sotede gamle amen som aldrig mere
skulde bli tændt op ild paa; bakken rundt om var strødd
med smaaknust kul, men fint, kort og blankt græs piplet
op overalt paa brandtomten. Og i sprækkerne paa det
gamle ildstedet blomstret gjeitskor, som såar sig utover
alle steder, med lange, fagerrøde dusker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
