Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
408
kalde mig vermor med rette. Sæt dig ned, skal jeg
kjæmme haaret dit — makeløst fagert håar har du,
barn» —.
Men da huslyden hadde gaat tilro og Kristin laa i
sin seng, kjendte hun atter en viss uro — ret som det
var hadde hun kommet til at si denne Jofrid mere end
hun visste om hun mente — endda. Men hun var saa
ung — og hun lot se saa klart, hun krævet ikke døm
mes bedre end hun var — et barn som hadde rømt bort
fra ære og lydighet.
Slik saa da det ut — naar folk lot bruderidt og hjem
færd komme før bryllupet. Kristin sukket — engang
hadde hun seiv været villig til at vaage det og for Er
lend — men hun visste ikke om hun hadde turdet, hvis
hans mor hadde sittet paa Husaby. Nei, nei, hun skulde
ikke gjøre dette værre for barnet deroppe —.
Herr Sigurd ravet endda omkring i stuen — han
skulde sove med Lavrans — noksaa røret, men inderlig
velment snakket han om de to unge — han skulde ikke
spare noget for at hjælpe dem til en god utgang paa
dette vaagespil —.
Dagen efter viste Jofrid Gautes mor det som hun had
de ført med sig til gaarden — to skindsækker med klær;
i et litet skrin av hvalrostand hadde hun sine smykker.
Som hun hadde læst Kristins tanker, sa Jofrid, at alt
dette var hendes eget eie som hun hadde faat til sit
bruk — gåver og arv, mest efter moren; hun hadde
intet tat fra sin far.
Kristin sat sorgfuld med haanden under kindet. Den
natten for evig længe siden, da hun seiv samlet sit guld
i skrin for at stjæle sig hjemmefra — det meste hun
hadde lagt ned var gåver fra de forældrene som hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
