Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skuespilkritik (September 1867—Maj 1869) - Shakespeare: Et Vinter-Eventyr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mindre sikkert sammen. Ligesom nu Farvernes
Samklang uden nogetsomhelst Hensyn til
Efterligningen af det Virkelige kan være fuld eller
fattig, plump eller fin, saaledes kan der i et
Dramas delte Handling være noget almindeligt
poetisk Fælles, som man kunde kalde Dramaets
Aand, der i store Modsætninger kan føles som
den samlende Genius, og som i dette særlige
Tilfælde er en urolig, til Yderligheder gaaende
Aand, der først graver sig ned i Lidenskab, saa
pludseligt river sig ud af det Alvorlige, saa
fordyber sig i det letteste Spil og atter vender
tilbage til sit Udgangspunkt, uden at dens
Ustadighed opløser dens Enhed eller beviser
Noget imod dens Dybde.
Stykket ligner et Liv; det begynder i store
Sindsbevægelser, i Spænding og Angest, med
en Ungdom fuld af frygtelige Misgreb og
selvforskyldte Lidelser; Glemsel og Letsind afløser
Fortvivlelsen; men atter denne Tilstand brister,
og idet Hjertet da paany staar ene med sin
raadvilde Sorg og sin haabløse Anger, finder
det inderst i sit Allerhelligste en dødsdømt,
forstenet, men uskadt og trofast Erindring, som,
frikjøbt ved Taarer, bliver levende paany. Dette
er Stykkets Moral, naar dets Stemninger samles
og forenes. Den er udtrykt symbolsk, paa
Eventyrets Maade, og det vilde være at mis-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
