Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skuespilkritik (September 1867—Maj 1869) - Shakespeare: Viola
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
matisk. Det er saa langt fra at Digteren gaar
med hurtige og faste Skridt lige imod Maalet,
at han tvertimod hvert Øjeblik falder i Tanker
og Drømme, staar stille, ser sig om tilhøjre og
tilvenstre, og naar han atter sætter sig i
Bevægelse, snart tager korte, snart lange Skridt,
som en Spadserende, der giver sig Tid og Intet
har at haste efter. For den ældre franske Smag
er Stykket et Lystspil uden Plan, der maa
tilskæres for at blive til noget Helt.
Set igjennem Tyskernes filosofiske Briller
forvandler det sig ganske; der gives intet
Lystspil saa let, at det jo for en tysk Betragtning
bliver et Ideen- und Principien-Drama. For
den tyske Opfattelse staar i dette som i
Shake-speares øvrige Stykker Alt i den strengeste
ideelle Sammenhæng; det er en poetisk
Grundide, der har faaet Skikkelse i de mange
for-skjellige Figurer; end ikke den ringeste Del af
det Hele kan overspringes eller borttages, naar
man ikke vil gaa glip af den fulde Forstaaelse.
Allerede Schlegel gjorde sindrigt opmærksom
paa, hvorledes Shakespeare i Monologen, der
aabner Stykket, erindrer om, at i hans Sprog
betegnes baade Fantasi og Kj ærlighed ved samme
Ord (fancy) og udviklede med Finhed, hvorledes
Kj ærligheden, opfattet mere som
Indbildningskraftens end som Hjertets Sag, er det Grund-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
