Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skuespilkritik (September 1867—Maj 1869) - Shakespeare: Viola
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ganske hvide Taager ligge stille over Mosen,
det er koldt og slaar for Brystet. Pludseligt
ser Du som en Ild bag Dig, det er Maanen,
der staar luerød op. Du kommer ud paa en
Slette, som i Mørket ligner en stor Sø. Maanen
lyser over den, blank, klar, gul som det klareste
Guld; nogle nærstaaende Træers fine Grenenet
deler den i mange smaa straalende Stykker.
Nu er det Paniske borte, som før hvilte over
Skoven, thi det dages allerede. Til dit Uheld
gaar Du fejl, søger din Vej, gaar atter fejl, ja
maa trampe over vaade, pløjede Marker, og
faar til dine romantiske Drømme dygtigt vaade
Fødder. Du sympatiserer med en gammel Hest,
der staar i Morgentaagen og hoster. Nu først
bliver det rigtigt levende; dette er næsten
Vandringens skjønneste Punkt, dette, da alle
Fugle vaagne. Paa én Gang lyder nu Kvækken
af Frøer og Kukken af Gjøge; Flaggermus og
Ugler flyve hurtigt forbi. Snart stiger Lærken
med sin forunderligt hæseblfesende Flugt i Vejret
og hænger som den usynlige Klokke i Luften.
Stjernerne falme, Spurvene kvidre, et lille
ubestemt Skrig og saa nok et, uden Forbindelse
med det Foregaaende. Du stiger op paa en
Høj for at se Solen staa op, dit Øje møder en
Sø, Taagen danser hen ad dens Vand, hvid og
tæt som rullende Skyer; Solen hæver sig, den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
