Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skuespilkritik (September 1867—Maj 1869) - Shakespeare: Viola
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
gynger som et elastisk Legeme paa Horizontens
Rand, et Øjeblik endnu og Du kan ikke se paa
den uden at mørke Skjolde tegne sig for dine
Øjne. Den kaster Skygger af den utroligste,
naragtigste Længde, løfter Du dit Ben, giver
det et pudsigt og besynderligt Syn. Lyset
sniger sig smalt og fint henad Jorden. Æsler
græsse lidt borte. Du tilraaber dem dit:
«Med-æsler! GodmorgenU men da de ikke svare, ser
Du Dig omkring. Paa den hele Mark ikke et
eneste lille Græsstraa uden at det staar med sin
tunge Krone af Dug paa Hovedet. Hvilken
Friskhed over Naturen, hvilken Lethed, Ungdom,
Forglemmelse i Sindet 1 Nu skinner Sol og
Maane paa én Gang, snart kun Solen alene. Du
gaar at søge Husly i selvbebrejaende Tanker over
at Du i din sløve Alvorlighed saa sjældent oplever
et Skuespil, saa rigt og simpelt som dette. I
Halvslummer oplever Du paany det Alt; Du
ser Solen gaa ned og op uden Mellemtid, som
Melankoli og Glæde pludselig skifte. Du har
atter høje Længsler og vaade Fødder. Du
sværmer for Maanen og Stjernerne og alle
Himlens Farver mellem en hostende Hest og
et græssende Æsel. Du gaar atter vild og finder
atter Vej. Du ser Solen rejse sig i sin hele
Majestæt og bruger igjen Dig selv som et levende
Skyggebillede; Du hører samtidig Nattergalens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
