Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skuespilkritik (September 1867—Maj 1869) - Shakespeare: De lystige Koner i Windsor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det dygtigt Naturliges Protest og Kontrast mod
det sublimeret Aandelige eller mod Dannelsens
Unatur eller endelig blot mod de højere Klassers
Naragtighed og Daarskaber.
Saa fuldstøbt en Skikkelse Sancho Pansa
end er, saa er han dog en blot
Modsætningsfigur, og med ham kan endda ingen Gracioso
maale sig. I det af Calderons Stykker, hvor
denne Personnage spiller den største Rolle, i
La dama duende har han vel nogle af Falstaffs
slette Egenskaber; han drikker, stjæler, er
ubeskrivelig fejg osv., men hvad forslaar vel det?
I andre Stykker lyver og praler han til det
Utrolige og kommer undertiden ligesom Falstaff
slemt i Forlegenhed ved Beretningerne om de
eventyrlige Bedrifter, han har udført (La gran
Zeno bia), I La puente de Mantible bliver han
endog (som det antydes om Falstaff i Scenerne
med Overdommeren og Coleville) berømt og
frygtet i Anledning af sit Krigermod. Og dog
er han som Falstaff højst ilde tilmode i Slag
og Træfninger, ofte kryber han i Skjul, gjemmer
sig bag en Busk eller i et Træ; i La hija del
ayre og i El principe constante bruger han
ganske samme Middel som Falstaff, et Middel,
som ogsaa adskillige lavere Dyrearter bruge,
nemlig at lægge sig ned og anstille sig som
død. I det sidste Stykke benytter Digteren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
