Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skuespilkritik (September 1867—Maj 1869) - Musset: En Caprice
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Coquelins. Ved «En Caprice» falder
Sammenligningen desværre paa alle Punkter ud til Skade
for os. Man maatte vente, at-Hr. Hultmann
vilde erstatte det Ungdommelige og Hjærtelige,
som Hr. V. Wiehe meddelte Chavignys Rolle,
ved den utvungne Anstand, der ellers er ham
egen. Men det var netop denne, som ganske
fattedes. Hr. de Chavigny har Ret, han har
ikke mere sin «gamle Figur*, som det hedder
i Oversættelsen, eller, som Originalen mere
betegnende udtrykker det, sin «Regimentsholdning».
Man ser ikke, at Greven har været Officer. En
Blaserthed, som den, der er udbredt over
Bres-sant som Chavigny, er ikke Idealet; men hellere
den, end den naive Gemytlighed, hvormed
Mussets fuldendte Verdensmand paa vor Scene
udfolder sit sammensluttede Væsen. Hans Ironi,
hans Kulde er smeltet bort; her er altfor megen
Stigen og Dalen af Betoningen, altfor mange
og altfor heftige Gestus; her mangler Ro. Et
enkelt Exempel: I det Øjeblik, da Chavigny
tror at opdage, at det er Fru de Léry, som
har sendt ham Pungen, drejer Hr. Hultmann
sig helt omkring og fører Fingeren til Munden
med den bekjendte Haandbevægelse, hvormed
meget unge Mennesker uvilkaarligt antyde, at
de have gjort en Opdagelse. Et Sidestykke
hertil er den heftige Bevægelse, hvormed Hr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
