Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skuespilkritik (September 1867—Maj 1869) - Oehlenschläger: Palnatoke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den hellige, mirakuløst begavede Mand. Det
er i vore Dage den højeste Mode at tale med
Foragt om Rationalismen. Den har imidlertid
med al sin Skrøbelighed den ubestridelige
Fortjeneste, at være et uoverspringeligt Led i
Protestantismens Udvikling fra Katholicisme til Frihed,
og har den end, istedenfor omhyggeligt at løse
den theologiske Knude, hugget den over med et
temmelig plumpt Sværdslag, saa fører den dog
en Luftning af aandelig Frihed med sig, der
strømmer gjennem alle Oehlenschlägers
Digterværker (ikke svagest gjennem «Palnatoke»), og
som kun altfor hyppigt savnes i vore Dages
danske Poesi. Dens Bornerthed lod den jo
imidlertid overse, at store Virkninger maa have
en stor Aarsag; den omdannede Alt efter sit
eget Billede, sit eget tørre Skolebegreb, saa det
Ophøjede blev sømmeligt, det brændende Hede
lunkent og det Stærke mat og næsten sølle.
Derfor maa «Palnatoke» bestemme
Kristendommen som «en uskyldig Lære for stille Dyd», og
derfor virker den i Stykket kun som et i Kejseres
og Kongers Hænder farligt Vaaben, hvilket
Munke og Præster efter Tid og Lejlighed hvæsse
og dyppe i Gift.
Tiden er en ubarmhjærtig Gjældsherre. Hvad
den har givet et Digterværk, bærer bestandigt
dens Mærke og kræves hurtigt tilbage af den.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
