Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skuespilkritik (September 1867—Maj 1869) - Oehlenschläger: Dronning Margareta
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
denne fundet sin Form i
Forstandsoverlegenhed, hos Oehlenschläger fremtræder den som
den bløde Billighed, der giver Ret til alle Sider,
der bringer Walter og Ulfeldt til at anerkjende
hinanden, ligesom den forsonede Sokrates og
Aristofanes, Hagbarth og Alger, Axel og
Hakon, en Alsidighed, som ikke er langt fra
Slaphed. Den sløver i hans senere Værker
Diktionens Energi og tager Viljeselementet ud
af hans Handling; men Følelsen er den Evne
hos ham, som længst bevarer den
guddommelige Gnist, og naar Gnisten imellemstunder bliver
til Ild og slaar i vej ret som luende Sværmeri,
kjender man Aladdins Digter igjen.
Sværmeriet er det lysende Punkt i «Dronning
Margareta». Det hænder i dette Stykke nogle Gange,
at hvad der, som Scenen mellem Albrecht og
Narren, var ypperligt og planmæssigt anlagt,
kun er faldet flovt og fattigt ud under Udførelsen;
men holder Digteren end ikke altid, hvad Planen
lover, saa giver han os som Tilgift eller
Overskud ud over den dramatiske Ramme Poesiens
ægte og rene Metal i Margaretes Takkebøn og
i det romantiske Indfald med Ingeborgs Rose.
Hvad der fra Grunden af bærer Stykket,
er dog den Skjønhed og Inderlighed, hvormed
det tragiske Motiv her er gjort frugtbringende.
Der gives en Sans for det Tragiske som en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
