Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skuespilkritik (September 1867—Maj 1869) - Heiberg: De Uadskillelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det Fjællebodsagtige: Personerne slaas, falde
over deres egne Ben, uddele Ørefigen o. s. v.;
dette er grovt og for Børn. Det andet Extrem
er det, at det Latterlige bliver ganske usynligt,
lægger sig for Dagen alene i Ord, i Samtale,
i Konversation; dette er fint, men for fint,
meget for lidt dramatisk, alt for lidt theatralsk.
Den komiske Digters største Kunst er det at
tage en rent indre, rent sjælelig Fejl eller
Daarskab til Gjenstand, og ikke at blive
staa-ende ved at optrevle dens skjulte Latterlighed
i Ord, (som det sker i Samtalen mellem
Buur-mann og Konen, Jeronimus og Magdelone i
den nye Tids Kostyme), men at drive den
saaledes ud i det Synlige, bringe den til saaledes
at slaa ud i det Haandgribelige, at den trods
al sin Inderlighed bliver ganske udvortes.
Med stræng logisk Nødvendighed udvikler
Hovedmotivet sig af det nu Givne: Klister kan
ikke uden Forklaring gaa om i Familien med
Hummer ved sin Arm som en Sigvard
Snaren-svend, der danser med Egen ved sit Belte, han
maa nødvendigvis hitte paa Noget, der kan
forklare denne Besynderlighed, Hummer maa være
hans intime Ven, og maa ikke være
Retsbetjent. I Skyndingen og Forvirringen gjøre
de ham til Præst. Herved opstaar de
Latterligheder, at dette skal være Venskab, at Hummer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
