Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karakteristiker - H. C. Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dengang saa hen til Musæus som Forbillede,
endnu ikke kommen saa vidt, at han forstod at
smelte Spøg og Alvor sammen i sit Foredrag;
de faldt ud fra hinanden; næppe var Følelsen
udtalt, før den forstyrrende Parodi øjeblikkeligt
indfandt sig. Johannes siger nogle Ord, hvori
han udtaler sin Elskov, og Forfatteren tilføjer:
«0 det var saa rørende at høre! det arme
unge Menneske, der før var saa naturlig, saa
elskelig, talte nu ganske som en Claurensk Bog;
men hvad gjør ikke Kjærlighed!» Paa dette
Punkt, ved denne pedantiske Frivolitet holdt
Andersen endnu 1830; men fem Aar senere er
hans Forvandlingsproces tilende, hans Talent
har skudt Ham, hans Mod er voxet, han vover
at tale sit eget Sprog.
Det Bestemmende ved denne Sprogform
var fra Først af det Barnlige. For at forstaas
af saa ungdommelige Læsere som dem, til hvem
han henvendte sig, maatte han bruge de
aller-simpleste Ord, gaa tilbage til de allersimpleste
Forestillinger, undgaa alt Abstrakt, erstatte den
indirekte Tale med den direkte; men idet han
saaledes søger det Enfoldige, finder han det
digterisk Skjønne, og idet han naar det
Barnlige, viser det sig, at dette Barnlige netop er det
Poetiske; thi det almenforstaaelige, naive Udtryk
er mere poetisk end det, som minder om Indu-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
