Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karakteristiker - H. C. Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
modsatte. Vi følge Kongesønnen, og man læse
med Beundring, hvilken mystisk Pragt Digteren
formaar at give Egnen ene ved at forandre,
alterere Blomsternes naturlige Farve. «Men han
gik ufortrøden dybere og dybere ind i Skoven,
hvor der voxte de forunderligste Blomster. Der
stod hvide Stjerne-Liljer med blodrøde
Støv-traade, himmelblaa Tulipaner, som gnistrede i
Vinden, og Æbletræer, hvor Æblerne ganske
og aldeles saa ud som store skinnende
Sæbebobler. Tænk bare, hvor de Trær maatte straale
i Solskinnet.* Solen gaar ned, Kongesønnen
frygter allerede at overrumples af Natten; han
bestiger Klipperne for at se Solen endnu en Gang,
før den ganske synker bag Jorden. Man høre
Digterens Hymne:
«Og han greb i Ranker og Rødder, klatrede
op ad de vaade Stene, hvor Vandslangerne
snoede sig, hvor Skrubtudsen ligesom gjøede af
ham; — men op kom han, før Solen endnu
var ganske nede, set fra denne Højde. O hvilken
Pragt 1 Havet, det store herlige Hav, der
væltede sine lange Bølger mod Kysten, strakte sig
ud foran ham, og Solen stod som et stort
skinnende Alter derude, hvor Hav og Himmel
mødtes, Alt smeltede sammen i glødende Farver,
Skoven sang og Havet sang og hans Hjærte sang
med; den hele Natur var en stor hellig Kirke, hvori
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
