Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
100 Fyrste Tldsrum.
men Metropolitanretten havde han forud, og paa den vilde han in
genlunde give Slip.
I Norge selv kjendte man vistnok i Omvendelsestiden lidet eller
intet til denne den bremiste Biskopsstols Metropolitanret. Kongerne
havde sikkerligen fra fsrst af ingen Rede paa dens Betydning; de
holdt sig til England, hvor de selv havde faaet sin Christendomskund
skab, og hvorfra de havde sine Christenlcerere. For Landets engelske,
i England indviede Biskopper kunde det ikke vcere magtpaaliggende at
hylde som sit Overhoved en Metropolitan, hvem de intet skyldte. For
det nychristnede Folk var naturligviis Metropolitanforholdet uforstaaeligt
eller ligegyldigt; Nordmcrndene maatte efter Omvendelsesforholdene
tcenke sig Kongen som den norske Kirkes ncermeste almindelige Over
hoved. Over ham tankte man sig kun, men ien dunkel Baggrund,
Paven, hvem man ansaa for et overmenneskeligt Vcesen og sammen
blandede med Chr ist us selv; som den omvendte Skald Eilif Gud
runarsssn, naar han i halv hedenske Udtryk priser Christus, kalder
ham Roms Konge, Fjeldgudernes Undertvinger, der sidder i Syden
ved Urds Brend:
I Syden sidder han (Christus) —
man siger — ved Urdes Brond (i Nornernes Scrde som Skjebnens
Styrer) ;
saa Roms den sterke Konge (Christus, Paven) har styrket sig
ved steile Fjceldes Guders (Asernes?) Rige’).
Men i hvor lidet end Norges Konge, Geistlighed og Almue maatte
fole sig Bremens Erkebiskop forpligtet eller takskyldig, saa maa dog
udentvivl et Sagn eller en Paamindelse om den Metropolitanret over
Norges Kirke, hvilken var hun Erkebiskop af Paven lovlige» over
dragen, have naaet Olaf Haraldsssns Yre og bragt ham til at sattte
sig i Forbindelse med Bremens Kirke, idet han lod Sendemamd med
Biskop Grimkel i Spidsen afgaa til Erkebiskop Unvan, den oven
ncevnte Libentius’s Eftermand. Vore egne Sagaer vide intet om denne
Sendefcerd; det er kun den bremiske Kirkes Historieskriver, Magister
Adam -), som omtaler den, men efter sin sedvanlige Viis paa en
ufuldstcendig Maade og uden at ncevne Aaret, hvori den indtraf. Da
nu Unvans Styrelsestid som Biskop (1013—1029) ncesten ganske
falder sammen med Olafs som Konge (1014—1030), saa kan man
ei komme Tiden for hiin Sendefcerd ncermere, end at den er foregaaet
efter 1015, da Olaf kom i sikker Besiddelse af Norges Kongedsmme
og begyndte sit Omvendelsesverk, og for 1028, da han forlod Norge.
i) Yngre Edda (Arn. Magn. Udg.) I. 446. ’) Ad. Brem. N. c. 94, jfr.
sle «it. vun. c. 24t.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
