Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118 Verste Tldsrum.
sine grumme Revselser gjennemdrive hvad Mildhed, Overtalelse og
Klogskab syntes dem ikke at kunne udrette. De vare selv Omvendel
sesverkets Hovedledere, medens deres Biffopper og Prester kun vare
deres underordnede Medhjcelpere, der maastee ligesaa tidt virkede dcem
pende og formildende som hidsende paa Kongernes ofte fremfusende Iver.
I de tyende andre nordisie Niger derimod var Omvendelsesverket
den allerlcengste Tid ncesten udelukkende overladt til Kirkens egne Kraf
ter og Virksomhed uden at understottes, i det nundste i Landene selv,
af nogen kraftig verdslig Arm. — I Danmark var vel de tydfle
Kongers Vaaben ikke ganske uden Indflydelse; men denne var dog
kun forbigaaende, og i Landet selv blev Omvendelsesverket blot svagt
og ncesten modvilligen understottet af Kongerne, — af den vakklende
Harald Gormssen, og af den endog i sin meste Tid frafaldne
Svein Tjugeskjceg. Knut den Mcegtige (1014—1033) var
den fsrste af Danmarks Konger, som spnes at have laant en kraftig
Arm til Christendommens Sag, og dog, som det lader, meer beskyt
tende end virksomt indgribende, til hvilket sidste hans mangehaande verds
lige Syster og omfattende politiske Planer neppe levnede ham Tid. —
I Sverige maatte Kirken i sin Udbredelse noesten endnu meer end
i Danmark undvcere den verdslige Statsmagts Hjcelp. Olaf Skaut
konge (omtr. 994—1022), der efter Aar 1000 lod sig dobe, var
Sveriges fsrste christne Konge; men han synes saa lidet at have
stundet efter, eller vceret i Stand til at styrke Christendommen ved sin
kongelige Magt, at han snarere maatte gjore Hedningerne Indrem
melser for at opretholde sit vakklende Kongedsmme. Det samme var
ogsaa Tilfceldet med hans ncenneste christne Efterfolgere, hvilke —
saavidt man kan fijonne af de sparsomme og dunkle historiske Efterret
ninger — ncesten uafladeligen solte sit Kongedomme rystes under den
indre Strid mellem Hedendom og Ch ri st en dom, mellem Sve
arne, der lcengst heldede til den forste, og Gauterne, der tidligst
med nogen Overvegt erklcerede sig for den sidste. Endnu da Adam af
Bremen strev sin Kirkehistorie omkr. 1076, stod Upsals beromte he
denske Tempel, til hvis Ddelceggelse Kong Stenkil (1- 1066) ikke
vilde eller turde laane sin Arm ’). Stenkils Son Kong Inge (^
omkr. 1110) stal fsrst have optraadt med nogen Kraft mod Heden
dommen og nedbrudt Upsals Tempel; men han maatte ogsaa kjcrmpe
mod tyende hedenske Modkonger, opstillede af Svearne, og forst lcenge
efter Inges Dod, forst henimod Midten af det 12te Aarhundrede
kunde Svearnes og Gauternes Omvendelse til Christendommen siges
at vcere fuldendt. Saa lidet vare, fast lige til Hedendommens Ud
stukkelse i Sverige, Kongerne der virksomme, eller i Stand til at virke
l) Ad. Brem. <1o gitu u«n. c. 233—237.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
