Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
270 Andet Tidsrum.
Vrie Ivarsson tredie Vrkebistop. Vegyndelsen af hans Strid med Kong Tverrer.
Grkebissoppen flyater til Danmark.
Sverrers og hans Birkebeners Optrcrden imod Magnus Erlings
son havde, som ovenfor viist, fremkaldt i Norge en Spending mellem
Kongedsmme og Kirke. En Kamp mod Hierarchiet var ingenlunde
fra fsrst af Viemedet for Sverrers Reisning. Han vilde blot til
kjcempe sig det Kongedsmme, hvortil han ifolge sin Fsdsel, efter Lan
dets gamle Kongearvefslge, var berettiget. Magnus’s Kongedomme
var imidlertid paa en Maade Kirkens Verk og maatte forsvares af
Kirken, hvis egen Magt og Hsihed dertil knyttede sig. Saaledes
kom Sverrer, vist nc4 ganste mod sin oprindelige Plan og Villie, til
at blive anseet for Kirkens Fiende. Men alt eftersom Lykken meer
og meer begunstigede hans dristige Foretagende, alt cftersom det blev
ham klarere, at Kirken havde benyttet Magnus’s Stilling til at paa
lcrgge det norske Kongedomme et ufordrageligt Aag, havdc ogsaa den
Tanke udviklet sig hos ham, at dette Aag maatte brydes, og at det
Kongedomme, han med saa meget Besvcrr havde tilkjempet sig, maatte
forsvares mod Hierarchicts Anmasselser. Vi have tidligere omhandlet
den Anskuelse af Kongedemmets umiddelbare guddommelige Ret,
hvilken Sverrer havde tilegnet sig i Modscetning til den Paastand,
som Hierarchiets Forfegtere strcrbte at gjsre gjceldende, nemlig at Kon
gedommets guddommelige Ret var middelbar, given gjennem Kir
kens Forlening. Hiin Ansiuelse kom vist nok kun efterhaanden til
fuldkommen Modenhed hos ham, og udtaltes rimeligviis ikke endnu
i sin fulde Skarphed, medens Kampen med Magnus Erlingsson stod
paa, og maastee ikke heller strar efterat den moegtige Modstander var
fceldet, medens endnu den hoit anseede Erkebistop Eystein levede og
ved sit eget kloge Maadehold ligesom tvang Sverrer til at udvise et
lignende. Derfor kunde det lade sig gjore, at de vigtigste Tvistepunk
ter, som stode Kongedsmmet og Kirken imellem, kunde, som det synes,
ved en stiltiende Overeenskomst mellem Sverrer og Eystein, lcegges
til Hvile, fordi Tiden ikke forekom nogen af Parterne stikket for deres
Udkjoempelse. Sverrer havde desuden fremdeles verdslige Modstan
dere at bekjcempe i Kuflungernes Parti (1185-1188), hvilket om
end ikke saa farlig t som Magnus Erlingssons, dog voldte ham Uro.
Men Erkebistop Eysteins Dod og siden Kufiungernes Tilintetgjørelse
i samme Aar forandrede denne Sagernes Stilling. Nu troede Sver
rer at kunne meer uforbeholdent lade sine Grundsattninger med Hen
syn til de kirkelige Forholde trade i Lyset. Eysteins Efterfolger vildc
han ei vise den samme Fsielighed, som han havde vist Eystein, —
derpaa var han udentvivl allerede forlcrngst bestemt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
