Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
279
Tvlst mellem Kongen og Grkeb. Den sidste drager til Danmark,
Sammenholder man denne Erkebiskop Eriks egen Beretning med
den i Sverrers Saga, saa seer man let, at begge i Virkeligheden,
saalangt fra at modsige hinanden, tvertimod bestyrke og fuldstcrndig
gjore hinanden, — kun at man lcegger Mcerke til, at hver as de stri
dende Parter, hvad der er ganske naturligt og almindeligt, frem
stiller sin egen Sag fra den lyseste Side og tier med de Punkter,
hvorimod mest kan indvendes. Erkebisioppens Fremstilling er utvivl
somt den fuldstcendigste, og mod de deri anfsrte Kjendsgjermngers
Sandhed kan ikke med Grund noget indvendes. Man faar her et klart
Begreb om de vesentligste Stridspunkter mellem Kongen og Erkebi
sioppen, og man seer, at disse ikke vare Übetydeligheder eller as blot
personlig Natur — hvilket man let kunde fristes til at tro ved alene
at holde sig til Sverrers-Sagas Fremstilling —, men dreiede sig om
Grundscetninger for Kongedsmmets og Kirkens indbyrdes Forhold,
hvilke for begge Parter vare af den allerhsieste Vigtighed, — Grund
scetninger, som Kardinal Nikolaus (Pave Adrianus IV), og efter ham
Erkebiskop Eystein, havde forfegtet og paa en Maade faaet gjorte gjcel
dende i Norges Statsret, men som nu Kong Sverrer, ifolge sine Be
greber om Kongedsmmets Natur, vilde tilbagestode og sottte ud af
Kraft.
Hovedtvistepunkterne seer man saaledes have vceret: 1) Kongens
Ret til at erholde Kroningen; en Net, der efter Kongens
Paastand tilkom ham som den af Folket anerkjendte lovlige og virke
lige Konge, altsaa paa Grund af selve Kongedsmmets Vcesen, medens
Erkebistoppen paastod, at den blot kunde erhverves gjennem en Ind
rsmmelse eller et Samtykke af Paven, som Kirkens Hoved, altsaa af
Kirkens Naade. — 2) Biskoppernes Valg; hvori Kongen efter den
oeldre norske Sedvane fordrede den fsrste og afgjorende Stemme, me
dens Erkebistoppen, ststtende sig til den canomste Ret og nyere Pri
vilegier for den norske Kirke, vilde have det gjort uafhcengigt afKon
gedsmmet. — 3) Geistlig he dens Stilling med Hensyn til
Rettergangen; da Kongen vilde, at Geistlige, efter Landets gamle
Christenret, skulde svare for de almindelige Domstole eller for den al
mindelige dsmmende Myndighed, medens Erkebistoppen, efter den ca
noniste Ret, fordrede dem unddragne den verdslige Dommermyndighed
og henviste til den reen geistlige. — 4) Presters Beskikkelse til
Landets Kircker eller Patronatsretten (M 8pstl-onatus) til
disse; hvilken Erkebistoppen ifolge den strenge canoniste Ret fordrede
at stulle tilhore udelukkende vedkommende Biskop, medens Kongen
ifslge gammel Sedvane paastod en Undtagelse heri til Gunst for sig
have udfcerdiget det paa Erkebisioppens Vegne) Bc,ipt. i-er. Unn. VI. 19—
21; jfr. Werlauffs XI.-XI.II og Suhm D. H. VIII. 27i—276.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
