Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
320 Andet Tidsrum.
sin egen Deel vel maatte mistvivle om at gjennemdrive, den ansaa
han for udfsrbar ved sin Son. Derfor skal han have raadet denne til
Forlig og dette Naad, ledsaget af de nsdvendige Anviisninger, har
ganste vist udgjort det vesentlige Indhold af de Skrivelser, Sverrer
paa sit Iderste udfcerdigede til sin Son. Naadet fandt en god An
klang i Haakons Hjertelag og Forstand. En af hans forste Styrel
seshandlinger, maastee den allerfsrste, var at tilbagekalde de landflyg
tige norske Bistopper. Disse lode, som det synes uden Vetcenkelighed,
hans Kaldelse. Allerede om Sommeren 12N2 indfandt de sig alle i
Norge, og efterat de havde forliget sig med Kongen, og Erkebistoppen
havde lost ham, hans Tilhengere og Landet af det paahvilende Ban
og Interdikt, drog Bisiopperne hver til sit Biskopssede -). Den Hast,
i hvilken Forliget kom i Stand, vidner tilfulde om hvor paatrcengende
nodvendigt det fra begge Sider foltcs at vare.
I Anledning af dette Forlig udstedte Kong Haakon Sverrersssn,
rimeligviis i 1202, et Brev, som endnn er levnet. Det er paa Norsk
og stilet til Erkebiskop Erik, alle de ovrige Bifkovper og lcerde Mcend
(d. e. Geistlige), alle Bonder og Bothegner", altsaa til hele det norske
Folk. Det lyder som folger: Gud fornnde mig at tale til Ederßi
siopper hvad mig er til Gavn og Lykke, til Fred og Held for Landet,
hele Landsfolket til Befrielse, os Alle til Glade og Nytte nu og stedse.
Sterre Elendighed og Ulykke og sorgelig Strid har lcenge tynget paa
os og paa vort Land, end vere burde, hvis Lykken var med os; og
man kan desto vcerre nesten sige, at det er reent forbi med dette Land,
hvis ikke Gud af sin hellige Mijkundhed snarligen kommer det til Hjelp.
Thi saagodt som de Fleste ere frafaldne, som med Netferdighed vilde
vogte Landet og Landslovene, og elske Gud og den hellige Kirke; de
derimod leve efter, der lade sig beherske af Overmod og Vranghed,
Avind og ond Villie, og som idelig ville sve alstens Uretferdighed.
Nu frygte hverken Lerde eller Lege Gud og gode Mend; tvertimod
lever nu hver som ham lyster i Lovloshed. Loven foragtes, men
Ran raader; Usedelighed vorer, og Sedelighed gaar til Grunde;
Kvinder bliver skammelige» krenkede og Kirker opbrudte; og al Chri
stendom staar for Fald, hvis ikke Gud og gode Mend give Raad,
saa at det kan blive bedre. — Men for at vende min Tale til
Eder Bifiopper angaaende vor Sag, da er den store Uenighed Eder
bekjendt, der har sundet Sted mellem Kongedommet og Eder. Nesten
Alle paastaa, at de Ulykker, som en Tid lang have rammet dette Land,
have reist sig af denne Uenighed. Da nu disse Tretter og Ulemper
os imellem have lenge varet, os til meget Besver og stor Ulykke,
og dem dog nesten allermest, som mindst Deel have havt deri, nem-
l) rornm. s. IX. 2. ’) rurnm. 8. IX. 2, 64.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
