Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
323
Kong Haakons Forlig med Biskopperne.
Skakkes) Tvist med Erkebiskop Eystein. Hvad hermed me
nes er ikke ganske sikkert; men om ogsaa dermed skulde vcere meent
den Akt, hvorved Kong Magnus Erlingsssn offrede sin Krone til
St. Olaf og ncermere bestemte den norske Kirkes Scerrettigheder, hvil
ket dog ingenlunde er ganske sikkert ’), saa indfircrnkes dog ogsaa Virk
ningen as denne Indrommelse ved det forudgaaende : mit Konge
dsmme og min fulde kongelige Verdighed übeskaaret;"
thi übestaaret kunde jo aldrig Kongedommet kaldes, naar det fra se lv
stoendigt forvandledes til et Len af Kirken.
Fra Kirkens Side er Indrommelsen eller Tilsagnet ligesaa al
mindeligt og übestemt, nemlig at den skulde yde Kongen al den
Hceder ogLEre, som den havde at yde den lovlige Konge,
og som de hellige Skrifter (den canoniste Ret) og Landslo
ven udviser, at ham tilkommer." Her er nemlig slet ikke talt
om, hvorledes skulde forholdes i Tilfcelde hvor den canoniste Ret og
Landslovene ikke stemmede med hinanden; og Sverrer havde desuden
viist, at af selve den canoniste Ret kunde uddrages Forskrifter, der
tydeligen talte for Kongedsmmet imod de vigtigste af Geistlighe
dens tidligere Fordringer. Det Dokument, som med stsrst Klarhed
og Bestemthed udtaler Kirkens Ret, nemlig Pave Colestinus lll’s
fsromtalte Vulle af 15de Juni 1194 -), ncevnes mcrrkelig nok ikke
med et eneste Ord i Kong Haakons Brev; og den maa dog antages
at have vceret begge Parter vel behendt. Man skulde ncesten tro, at
dette Dokument er forscrttelig ladet übersrt, netop fordi det var altfor
bestemt til Geistlighedens Fordeel, og Kongen af den Grund ikke ved
nogen Stadfestelse vilde godkjende det, medens det paa den anden
Side altid stod Geistligheden frit for igjen at drage det for Lyset,
naar gunstig Anledning gaves.
Det Forlig, som fluttedes mellem Kong Haakon Sverrersson og
den norske Kirke, var saaledes i Grunden ingen endelig Fred men
blot en Vaabenhvile. Denne blev imidlertid baade langvarig og
ligesaavel for Stat som for Kirke heist gavnlig. Under en alvorlig Strid
havde baade Kongedsmme og Kirke erfaret, hvad en saadan Strid
vilde sige, og i en lang Aarrcekke siyede man nu omhyggeligen fra
begge Sider at bersre de Tvistepunkter, fra hvilke den havde reist sig.
En vis Spcending mellem begge Magter spores vistnok ved meer end
een Leilighed, men man undgik at sattte Sagen paa Spidsen. Geist
ligheden indsaa, at den ved klog Varsomhed og ved efterhaanden at
forberede Folkemeningen, sikkrere ncrrmede sig sit Maal end ved frem
fusende Magtsprog; og Kongedommet, der selv var rystet under den
udstandne Kamp, og endnu langtfra ikke var sikkret for indre Split-
l) Se ovenfor S. 245. Se ovenfor S, 285 f.
21*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
