Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
44 Tredie Tidsrum.
Ifolge Appelen til Paven indfandt sig imidlertid fuldmcegtige
Sendcmcend baade fra Kongens og fra Erkebisioppens Side i Rom.
Pave Martinus IV, som beklcedte Pavestolen siden 22de Februar 1281,
henviste Sagens Undersogelse til et Udvalg af tre Kardinaler, og for
disse ftemfsrtes da begge Parters gjensidige Besvceringer. Men den
fsrste Fordring fra Kongens Side var den, at Paven skulde sende en
Legat til Norge for at tilbagekalde alle de Vyrder, som Vistopverne
havde paalagt Folket, hvilket vel med andre Ord vilde sige: ophceve
den tunsbergfte Forening med alle dertil ststtede erkebiffoppelige For
ordninger. Skeede ikke dette, erklceredes, at Kongen tog sin Avvel til
bage. Denne vist -nok meget djcerve Fordring blev afsiaaet fra Pavens
Side; og nu standsede, som det lader, hele Underhandlingen, idet de kon
gelige Sendemnnd trak sig tilbage. Men da dette blev kundbart i
Norge, steg det kongelige Partis Forbittrelse til det Hsieste. Kongens
Sendemcend kaldtes hjem fra Rom, og de strengeste Forholdsregler
toges mod de gjenstridige Geistlige.
Til denne Tid horer udcntvivl et strengt Brev, der endnu er os
levnet, udfcrrdiget i Kongens og Hertugens Navn til deres Syssel
mcrnd og haandgangne Mccnd, navnligen Hr. Erling Alfsson og Hr.
Thorer Viflopsssn, hvilke begge synes at have havt Landsstyrelsen i
Viken, etter i det mindste i Landets sstlige Deel. Efter at Fyrsterne her
forst have takket de Tilskrevne for al udvist Trostab mod Kongedom
met, baade mod deres Farfader og Fader og mod dem selv, vttre de,
at de have hort et Rygte, som de dog neppe ville tro, at nogle Geist
lige, og vel ogsaa Lcegmcrnd i Vifiovvernes og andre Geistliges Tjeneste,
have villet unddraget sig den undersaatlige Skyldighed mod Kongedsm
met, som fra gammel og ny Tid har bestaaet, med Hensyn til Boder,
som mellem dem falde, hvilke de sige, at de ei have at svare Konge
dommcts Ombudsmcend, — saa og med Hensyn til de almidelige
Udbud til Landets Nsdtsrft, hvilke de aldeles negte at underkaste
sig. Hvis saadant virkelig er Tilfceldet, da lader det som om
man snart ikke stal savne Neskonger igjen i Norge," og derfor
sinder Kongen og hans Raad, at hvis de ville opretholde Kongen
avnet og Kronens Hceder," da maa de tillade dem alene Ovhold i
Riget, som iagttage sin undersaatlige Lydighed og rette sig efter Kon
gens Bud. Men de som unddrage sig derfor, fare didhen, hvor
de ingen behove at lyde uden <sig selv," i hvad Mcend de saa ere.
Man sial vide, at Kongen, saalamge han det formaar, vil have og op
retholde. siig Frihed i alle Henseender, baade i Forhold til Lcrrde og
Lcrge, som hans Fader og Farfader have besiddet, om han end nu i
mange Dele er meer forurettet, end de fleste Konger for ham have virret
’) N. g. L. 111. 32. f.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
