Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
131
Laurentius Kalfssen. Erkebiskop lorundS Dpd.
fort med sig, tilegnedes Nidaros’s Kirke; han selv blev sat i et noget
mildere Fcengsel, dog i Lcrnker.
I hans Fcengstingstid hendte det sig engang, at han uden Chors
brodrenes Vidende, ved sine Vogteres Godhed fik Lov til at komme
med Lcenker paa ud af Fangstet og hen til det Vcerelse, i hvilket den
syge Erkebiskop laa. Han var allerede kommen i Doren, da han blev
bemcerket af nogle Chorsbrodre, der strar lode ham med Vold sicebe
bort. Erkebistoppen blev opmcerksom paa Larmen og fik vide, at det
var Laurentius, der havde villet tale med ham, men var bleven draget
bort. Da udbrod han i Klager over deres begges Stilling : — han
selv var saa langt fra at raade noget i vigtigere Anliggender, at han
ikke engang raadede for hvad han skulde crde og drikke dagligen; og
paa alle dem, som havde vceret hans hengivneste Tilhcengere, kastede
Chorsbrsdrene sit bittreste Had. ’ Laurentius blev fra denne Stund
strengere bevogtet end for, og led meget om Vinteren, indtil han om
Vaaren 1309 blev sendt i Lcrnker over til Island ’).
Hele denne Skildring stiller de nidarosiste Chorsbrodre i et ugun
stigt Lys og maler med merke Farver Erkebiskop lerunds Afmagt og
sorgelige Stilling i hans sidste Levedage. Man maa imidlertid er
indre, at hvor oplysende og underholdende end Skildringen kan vcere,
saa er den dog given, ligesom Laurentius’s Saga i det Hele, af en
Mand, der var Erkebifioppens Tilhcenger og Ven, og derfor ilde stemt
mod Chorsbrsdrene. Man kan neppe ganske frikjende den for Partist
hed og Overdrivelser. Laurentius havde kanskee handlet i god Tro
og efter sin bedste Overbeviismng. Men baade var Sagen med de
blanke Breve under Erkebistopvens Segl noget, hvorover Chorsbrod
rene med Grund kunde fere Anke, naar de ei dertil havde givct sit
udtrykkelige Samtykke; og hvad Laurentius’s Bestyrelse af Offeret til
St. Olaf angaar, da er det let tcenkeligt, ja hoist rimeligt, at han,
ganske uden personlig Egennytte, kan have vist sterre Fsielighed mod
Erkebistoppen end tilbsrligt, og derved have krcenket Chorsbrsdrenes
Net til Medvidende om og Deelagtighed i Offerets Anvendelse. Om
Retmcessigheden af Hole"-Vifkoppens Klager, kan ikke demmes, da man
ei kjender deres Indhold. Hvad endelig angaar den Umyndigheds
tilstand, i hvilken Erkebisioppen holdtes, da kan denne vanskeligen have
vceret fuldt saa streng, som Laurentius’s Saga siildrer den; thi det er
forhen viist, at Erkebifioppen netop den sidste Hest og Vinter, han
levede, bestrcebte sig ivrigen for at faa et Provinsialconcilium samlet
om sig, og i denne Henseende endogsaa trodsede Kongens Vnfker og
vel grundede Forestillinger. Og der sindes dog intet Vink om, at
det var Chorsbredrene, som her håndlede i Erkebiskoppens Navn, da
’) Vp. Laurentius’s S. c. 17—26, Espol. Aarb. I. c. W—2o.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
