Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
347
Provlnsialconcilium i Nidaros i 1351.
Hvad der i disse Conciliebestemmelser fortjener at udheves er
iscer selgende. — Man seer as deres fsrste Artikel, hvor ilde det frem
deles blandt den norske Geistlighed stod til med Overholdelsen as Cs
libatsloven, og hvorledes det endog var Sedvane, at Klerker, der
ifelge sin Vielsesgrad vare hiin Lov underkastede, indgik ordentlige
vidnesfaste Overeenskomster med sine Friller, saaledes at deres Forbin
delse fik et for den verdslige Ret nogenlunde lovligt Prceg og blev et
Slags borgerligt Egtefkab, medens den i kirkelig Henseende ved sin
Vitterlighet» netop blev desto meer afskyelig og fordsmmelig. Tingen
var, uagtet den ei udtrpkkelig omtales i celdre Conciliebestemmelser,
ingenlunde ny. Mangen Biskop, hos hvem en finere moralsk Fslelse
overdovede den staviske Lydighed mod Pavedsmmets Bud, kan vel an
tages i sit stille Sind at have dsmt Forbindelser som de her omtalte
mildere end de meer «ordnede men mindre vitterlige, og derfor at have
seet saa meget som muligt gjennem Fingre med en stig Sagens Gang,
uagtet de vare nsdte til offentligen at fordomme den. Men om end
i Virkeligheden saaledes et mindre Onde afisste et sterre, saa var det
dog aabenbart, at den hele Colibatslov derved blev et reent Spilfeg
teri. At Erkebiskop Olaf nu optraadte skarpt imod hiin saakaldte afs
kyelige og fordommelige Sedvane" i Scerdeleshed, nyttede ligesaalidet
som tidligere Bifkoppers Bestrebelser for at hindre Celibatsovertre
delser i Almindelighed. De ovenomtalte Forbindelser vedbleve at have
sin Gang og bleve i det selgende Aarhundrede, som det lader, snarere
almindeligere end sjeldnere.
Man sinder videre i femte Artikel en Bekrceftelse paa hvad oven
for er sagt om Sjelesorgerembedets mislige Bestyrelse ncermest efter
Mandededens Opher. Det var tildeels — som selv
erkjender — lagt i Hcenderne paa enfoldige og uvidende" Personer;
om disse ved hans vistnok velmeente Foranstaltning bleve forvandlede
til dygtige og oplyste Prester, er der al Grund til at tvivle.
Merkelig er endelig den Maade, paa hvilken i den femtende Ar
tikel den tunsbergske Overeenskomst omtales; thi at den og
ingen anden menes, er aabenbart. Den omtales nemlig som v ce rende
ved fuld Magt og Gyldig hed. At den ikke var dette i 1337,
viser noksom de ovenomtalte Forhandlinger i nevnte Aar mellem Kon
gen og Erkebiskop Paal ’). At den i Mellemtiden mellem 1337 og
1350 skulde vcere bleven anerkjendt og stadfestet af Magnus, dertil
findes ingensteds noget Vink. Der er saaledes Grund til at antage,
at Erkebiskop Olaf, idet han paaberaaber sig hiin Overeenskomst som
gjeldende, ikke har stettet denne Paastand paa nogen af Kong Mag
nus formelig udtalt Stadfestelse af Overeenskomsten, men kun anvendt
i) S. o. f. 11. 253.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
