Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
472 Fjerde Tidsrum.
sprcengte ikke Kirkens Dore, men lettede ved Hjcelp af store Trceer
Tømmerbygningen op paa den ene Side, og gjennem den saaledes
aabnede Indgang trcengte 50 af de raskeste Mcrnd. En vis Arne
Magnusson fra Dal i Eyafjord var i deres Spidse. Biskoppen stod
übevcegelig for Alteret med Oblaten i sin Haand ; men Arne sagde
kun: her er stor Stads paa Fcerde", og gik hurtig hen til Alteret,
hvor hans Mcend strar lagde Haand paa Vistovpen for at lede ham ud.
Bistoppen vilde ei fslge, og da de omgivende Klerker tillige holdt fast
i ham, blev han med Magt stcebt fra Choret og gjennem Kirken ud i
Taarn-Indgangen. Klerkerne hcengte sig fremdeles fast ved ham og
bleve sicebte med lige til Indgangen; der stav de ham og trak sig til
bage til Choret. Den viede Oblat var falden af Biskoppens Haand
midt i Kirken og laa der paa Gulvet; men Kirkepresten, som saa det,
krob hen og tog den op med Munden. Da de havde faaet Biskoppen
ud i Taarnet tillod de ham at hvile et Dieblik og at lcrste sig paa
en Skaal Mjod; men derpaa forte de ham til sine Telte. Nu gjorde
man lagt paa Biskoppens Svende, drcebte og nedskjsd dem, hvor man traf
dem, om det ogsaa var i Kirken selv, og kastede siden en Steenhob sammen
over deres Lig. Bistoppen bad for sit Liv, men man brod sig ei om
hans Venner. De fore med ham til den i Ncerheden lsbende Bruaraa,
lode ham der i en Serk, ved hvilken de bandt en Steen, og druknede
ham i Aaen. Liget drev siden op og blev jordet i Skaalholts Kirke.
Der var to Mcrnd, en lon og en Olaf, som isoer viste sig virk
somme ved Biskoppens Drab, idet de hjalpes ad at putte ham i Scrk
ken og kaste ham i Aaen; men om dem heder det, at de siden ingen
Lykke havde med sig, og at de kun levede kort. Om den forste var
det Almuetro, at han efter sin Ded gik igjen; og ikke fik man Ro for
ham, for man havde opgravet hans Lig og scenket det med en Steen
om Halsen i et Ferskvand, hvor da om Morgen efter al Fissen fandtes
dsd opdreven. Disse Fortellinger vise, at Folket i Almindelighed,
hvoimeget det end kan have hådet Bistoppen, dog folte Gru ved den
Gjerning, som var ovet mod en saa hoitstaaende Kirkens Mand.
Imidlertid omtales ikke, at nogen Straf fra Statens eller Kirkens
Side har rammet dem, som vare Hovedmcendene for Drabet, uagtet
Kathedralkirken paa deres Anstiftelse var besmittet og en stor Kirkefest
var forstyrret. Man maa vistnok tro, at Thorvard og Teit ikke have
sluppet for Boder og Ponitens; men man sinder, at de begge have
levet lcenge i stor Anseelse paa deres Fcedreneo, og at Thorvard har
faaet Margreta Vigfusdatter til Egte ’). At Kong Erik ikke har med
Kraft forfulgt Sagen, synes aabenbart, og kan maassee bedft forklares
af de Vansteligheder og Farer, som ved denne Tid begyndte at optaarne
i) Gspol. h. l. c. 18, 22; Finn Joh. 11. 471—475.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
