Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
556 Fjerde Tidsrum.
selv havde segt Vern i Kirketaarnet. For at faa ham ud herfra lagde
Tydsterne Ild om det. Olaf nsdtes af Rsgen til at overgive sig.
Tydfierne gav ham tre Timers Frist til at skrifte og gjere sit Testa
mente; derpaa droebte de ham og hug hans Legeme isender. Imid
lertid havde Ilden antcrndt Kirken, og det hele Kloster blev et Rov
for Luerne ’ ).
Denne Udaad maa vistnok antages at have gaaet Kong Kristian
til Hjerte, ikke saameget paa Grund af Hr. Olaf Nilssons Drab,
hvilken urolige Mand han snarere glcedede sig over at vcere bleven
kvit, — som meget meer fordi hvad der var hendet viste, hvilken Ringe
agt de hanseatiske Kjebmoend ncerede for Kongens Styrelse og hans
Embedsmcend. Desuden synes Kristian at have yndet den droebte
Biskop og at have frygtet de Fslger, hans Drab og Klosterets Vrand
muligen kunde drage efter sig "). Han ssgte at udvirke Opreisning
fra Udaadsmcrndenes Side for den begangne Voldsgjerning, medens
han paa den anden Side bestrcebte sig for at afvende fra Bergens
norske Beboere den Ulykke, som et Interdikt over hele Staden paa
Grund af Biskoppens Drab og Klosterets Brand nsdvendig maatte
medfsre Hans Bestrebelser i den Henseende havde ogsaa til
Felge, at de tydste Kjsbmcend maatte overtage Gjenopbyggelsen af det
bromdte Kloster, og at Bannet kun udstraktes til Hanseaterne i Ber
gen, af hvilke dog mange synes lidet at have agtet det. Men naar
Kongen i sine Klager til’ den pavelige Kurie satte den ulykkelige Hen
delse i Bergen i Forbindelse med Erkestolens langvarige Ledighed, og
gav Pavens Vegring for at modtage Henrik Kalteisens Resignation
Skylden baade for Oproret i Bergen og for anden Opscrtsighed mod
den verdslige Magt, som den Gang maatte finde Sted i Norge
— saa var dette ganske vist ikke stort andet end et politisk Kunstgreb,
der sigtede til at give hans Bestrebelser i Kurien for sin Indling
Marcellus forsget Kraft. Og det kan ikke negtes, at Kristians Foerd
baade ved denne og mange andre’Leiligheder boerer et stcerkt Prceg af
Roenkefuldhed og Mangel paa Sandhedskjcerlighed. Thi naar Kri
stian i sine Skrivelser jcrvnlig fremstiller Marcellus som den, der var
kaaret til Erkebiskop i Nidaros ved et enstemmigt Vnste da var
dette en aabenbar Usandhed; thi Mcengben af det norsie Folk og
upaatvivlelig mange af Nidaros’s Kapitel hang ved Olaf Throndsssn
og gjorde ganske vist de samme Indvendinger mod Marcellus som
’) Om denne Begivenhed, dens Anledning og Felger se Werlauffs Afh. i Sk.
L. S. Skr. XVI. 91—120, og Langes Klh. 2den Udg. 299-301. St.
L. S. S. XVI. 107/ ’) Be>-, i. v. Vlll. 373. «)’Bor. ,’. v. Vlll. 370,
396, 410; ligefaa i hans Br. til Kg. Alfons sft. 369. g^ y
368, 395.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
