Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
883
Kirkens ftatsretlige Forhold.
sine Fordringer havde den ei seet sig istand til fuldkommen at drive
igjennem; men de som endnu stode uopfpldte, lykkedes det den ikke
heller i noervcerende Tidsrum at tilkjcempe sig. At den norske Kirke i
1458 fik Kong Kristian I’s Stadfestelse paa Foreningen til Tunsberg,
var den vist ikke til nogen vcefentlig Nytte. Denne Forening var nu,
paa Grund af mange i Mellemtiden indtraadte LEndringer i Norges
Statsforholde, i flere Stykker übrugbar, og kunde ikke lcenger, om end
Geistligheden havde raadet langt meer end den raadede, gjsres an
vendelig i sterre Udstrcekning. Herpaa blev heller ikke forssgt. Man
mcerkede vistnok snart, at Foreningen var fra hierarchisk Standpunkt
et altfor konsekvent gjennemfsrt Arbeide, til at, den i det 15de Aar
hundredes kirkelige og politiske Rore skulde kunde smage enten Pave
eller Konge.
Den Forandring, som foregik i det norske Riges statsretlige Stil
ling ved dets Indtrcrdelse i Foreningen med Danmark og Sverige var
ogsaa aabenbart uheldbringende for den norske Kirkes naturlige og
jcevne Udvikling. Man kunde tro, at den Leilighet», som nu aabnede
sig for den til at kunne ved Kongevalg og Haandfcrstning sikkre sig
sine Nettigheder og udvide dem, helst da Nidaros’s Erkebiskop jo ved
enhver indlrcedende Valgledighed var det norske Kongedsmmes erkjendte
Vikarius og det norste Rigsraads Formand, — stulde verre gunstig i
det mindste for Kirkens ytre Magt og dens Indsiydelst paa Stats
styrelsen. I Virkeligheden blev dog dette ikke saa. Vi have seet, at
Kongedsmmet, med Hensyn til Geistligheden som i det Verdslige,
idelig omgik sine Haandfcestningers Lsfter. Derhos rakte den romerske
Kurie meer end eengang Kongen en hjcelpsom Haand mod hans egen Geist
lighet», naturligvis under Forudscetning, at Kurien selv intet derved
tabte, men tvertimod kunde opnaa Gjentjenester fra Kongedsmmets
Side. Endelig var det indre Samhold mellem Erkebiskoppen, hans
Lydbiskopper og de verdslige Stormamd i Rigets Raad ncesten altid
for ringe, til at Erkebistoppen som Nigsvikarius siulde^ have kunnet
udrette noget stort til sin Stands varige Gavn. Heller ikke fandt no
gen inderlig, fast og stadig Sammenslutning Sted mellem de tre Ni
gers Kirker indbyrdes til fcrlles Forsvar. Tvertimod, den Svending,
som idelig viste sig mellem de tre Rigers Raad, overfortes oftest gjen
nem disses geistlige Medlemmer, Bistopverne, ogsaa paa de tre Kirker.
Kom det end ikke til nogen religiss Strid mellem disse ; saa manglede
dog den sante broderl.ige Aand mellem deres Forstandere, der nsdven
dig fordredes til en ncermere kirkelig Sammenknytning. En saadan
vilde desuden vel i de fleste Tilfcrlde have vcrret stridende ligemeget
mod Unionskongens som mod Pavens egennyttige Hensigter; og hver
ken Konge eller Pave var det derfor om at gjere at fremme den.
56*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
