Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ti
KUNSTKAMMERET
szigen Studiren oft Essen, Trinken und Schlafen versäuint, † 1592",
der i sin i Amsterdam 1607 trykte Atlas minor (fol. D) siger om
Narhvalen: „Den har en Tand" — han anvender udtrykkelig
Ordet dens — „som fra den underste Del af Hovedet rager 7
Fod frem. Denne sælges af nogle som Enhjørningens Horn."
Hvorledes forholder det sig nu med Vorms Opdagelse i 1636
og denne Udtalelse fra for 1592? Det sandsynligste er, at den lærde
Vorm ikke har kunnet nænne, at et saa gammelt Eventyr skulde falde
for et enkelt, ligesom tilfældigt Angreb, og mulig ikke har været ganske
upaavirket af Ønsket om selv at have Æren af at fore det afgørende
Stød, det lærde Bevis, hvilende paa „Selvsyn". Han erkender selv
loyalt, at Mercator har udtalt for ham, at det var en Tand.
Ulærde og uvidende Folk. som Grønlændere og engelske Fiskere
havde længe fortalt, at saadanne Horn stundom fandtes sammen
med Dele af Hvaler, men saadanne Udsagn kunde en lærd Mand
ikke lade sig nøje med, og Gerhardus Mercator, hvis Bog Vorm
maa have kendt, da han selv citerer den, synes heller ikke at
have forekommet ham tilstrækkelig kompetent. Selv havde han
endnu ikke set andet end Hornet af det mærkelige Dyr. Men
da Biskoppen i Hole paa Island, Thorlak Skule, sendte ham en
nøjagtig Beskrivelse af en Narhval, som var dreven paa Land
med Grønlandsisen, fremkom der et Vidnesbyrd, som der maatte
J 7
tages Hensyn til, og Vorm begyndte nu at tænke over Sagen.
Til alt Held — fortæller han — faldt en Dag i 1636 hos Kongens
Kansler, Christian Friis til Kragerup, Talén paa et
Enhjørnings-horn, som vore Købmænd havde bragt med hjem fra det
Grønlandske Hav, omtrent ved Davisstrædet. Jeg kunde ikke undlade
at bebrejde disse deres skammelige Ligegyldighed, at de ikke
havde hjembragt noget som helst af Kroppen, hvoraf man med
Sikkerhed havde kunnet skønne, om det var et Vand- eller
Land-dyr eller maaske et Amfibium, der bar en saa dyrebar Skat. Og
denne Ligegyldighed var saa meget skammeligere, som de vidste,
hvor uenige de Lærde vare om det Dyr, der bar dette Horn, der
i Reglen af alle, selv af Stormænd, holdes for det sande
Enhjør-ningshorn og kobes af dem som saadant. Den velbyrdige Mand,
Christian Friis, smilede og spurgte mig, om jeg saa gerne vilde
se en eller anden Del af dette Dyr. Jeg svarede, at intet vilde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
