Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
73
en Stræng. Den stejlede og slog med Hovedet for at blive
fri for Bidslet. Saa bøjede den Underkæben ned mod Bry-
stet, og pludselig gik det op for den, at nu kunde ingen
menneskelig Magt holde paa den. Den stejlede ikke læn-
ger, den sænkede Bagkroppen og skulde lige til at sætte i
Spring. Men i samme Øjeblik var Bennett der, greb den
i Bidslet og sled for at tvinge den tilbage. Lloyd stod halvt
oprejst i Vognen med Tømmerne viklet om Hænderne,
hendes lange, stærke Arme var strakt helt frem, og hun
trak i Hesten af al Magt, medens hendes Skikkelse svajede
og svingede for hvert Ryk, den gjorde. Men nu da Ho-
vedtøjet var sprunget, kunde Lloyd lige saa godt have
prøvet paa at holde et Lokomotiv tilbage. Bennett var af
Naturen meget stærk, men den foregaaende Tid havde
taget ikke saa lidt paa hans Kræfter. Da han greb Bidslet,
og Hesten gjorde sit første forgæves Forsøg paa at springe,
mærkede han, at Kampen var ulige. Han kunde holde
Rox et Sekund eller to, maaske tre, og saa vilde den løbe
løbsk. Han saa” sig om. Ikke tyve Alen borte var Kanalen
der og den smalle Bro — uden Rækværk.
»Skynd Dem, Frøken Searight,f raabte han. ,,Spring
ud. Vi kan ikke holde ham. Hurtig, gør som jeg siger,
spring!"
Men Rox rev ham overende og stampede med Bagbene-
ne i Jorden, saa det genlød som Trommehvirvler i Hul-
vejen. Bennett stemmede sig af al Magt mod Jorden, og
med sammenbidte Tænder, blodrødt Ansigt og svulmende
Aarer sled han i Bidslet, saa han rev Hestens Mund til-
blods. Men det hjalp altsammen ikke noget, Rox var lige
ved at slippe løs.
»Spring ud, siger jeg," raabte han og saå sig tilbage,
»om et Sekund er han væk.”
Lloyd slap Tømmerne og vendte sig om for at springe.
Men hendes Kørefrakke var faldet ned i Bunden af Vog-
nen og havde viklet sig om hendes Fødder, da hun rejste
sig. Vognen slingrede som et Skib i Søgang. To Gange
prøvede hun paa at komme løs medens hun holdt sig fast
i Forskærmen. Saa gav det pludselig et Ryk fremad i Vog-
nen, og hun faldt paa Knæ. Rox var fri, nu var det forbi.
Nej, ikke ganske. I et eneste kort Sekund saa” hun —
som et skrækkeligt Syn, der får forbi hende — hvad der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
