Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
84
Jeg har ikke noget Kort hos mig, men mit Navn er Ward
Bennett — fra Expeditionen ,,Freja", tilføjede han. Det var
ham en stor Lettelse at mærke, at Hattie ikke havde hørt
Tale om ham.
»Tak," sagde hun. ,Jeg skal nok sige til Frøken Searight,
at Hr. Bennet har været her.”
Bennett tænkte sig lidt om. ,,Næ —" sagde han, ,nej, det
skal De ikke gøre.”
»Jamen, jeg skal sige Dem, hun svarer slet ikke paa Bre-
vet," forklarede Hattie, ,,for hun er bange for hendes Breve
kunde give mig Tyfus, at de skulde —" hun sprang dristigt
ud i et Udtryk, hun havde hørt — ,,bringe Smitten med sig.
Jeg skal sige Dem, hun plejer et meget slemt Tilfælde af
Tyfus ude i Medford, nær ved Byen, og vi er saa kede
over det og saa ængstelige for hende — Fader og jeg. En
af de forrige Sygeplejersker er allerede død, og den sidste
er bleven smittet og er meget syg, og Frøken Searight vidste
godt, hvor farligt det var, men hun vilde selv, akkurat lige-
som — ligesom —", En dunkel Erindring fra Skolen steg
frem for hende, og hun sluttede ,,ligesom Casabianca."
»Hvad siger De,” sagde Bennett og drejede Hovedet,
saa han kunde se skarpt paa hende med det rigtige Øje,
»Plejer hun en Tyfuspatient ?”
»Ja, og Papa sagde, at vi maaske — maaske — er det
ikke rædsomt, at vi maaske ikke faar hende at se mere.”
»Hm, ja saa. Hvor i Medford er det. De fik jo hendes
Adresse, vil De ikke give mig den?” Hattie sagde ham det,
og han sagde lidt pludseligt Farvel.
Det varede noget, før det rigtig gik op for Bennett, hvad
dette betød. Lloyd var i overhængende Fare, hendes Liv
stod paa Spil. Det var det eneste, han tænkte paa nu; og
medens han fo’r afsted med sammenbidt Mund og knyttede
Hænder, lød det stadig for ham: ,,Hun kan dø, hun kan
dø — vi — vi skal maaske ikke se hende mere.” Og pludse-
lig kom Rædslen over ham, hans Hjærte stod stille, hans
Strube snørede sig sammen, og alle Nerver spændtes og
slappedes igen. Han standsede ikke for at tænke sig om,
han lod sig gribe og rive med af Følelsen af, at en fryg-
telig Fare, en usigelig Sorg var i Hælene paa ham. Det
faldt ham ikke ind andet end at tro, at Lloyd var Døden
nær, og havde én Idé først sat sig fast i hans Hoved,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
