Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
125
over hendes Læber? Hun var vis paa, at hun aldrig før
havde løjet forsætlig, og hun vilde have troet, at hun der-
for vilde have haft svært ved at tale Usandhed, at hun vilde
være blevet usikker, have stammet og hakket i sit Svar.
Men det modsatte havde været Tilfældet. Den Lethed,
. hvormed hun havde kunnet lyve, begyndte nu at forurolige
og ængste hende. Hun forstod, at der uformærkt var fore-
gaaet et Sammenbrud i hendes hele aandelige Tilstand, og
at hendes indre Maskineri var kommet grundigt i Ulave.
Denne Opdagelse forfærdede hende. Hun spurgte æng-
stelig sig selv, hvorhen dette vilde føre hende. Hvis hun
nu modstandsløst lod sig drive med i Begivenhedernes
Strøm, hvorhen vilde den saa føre hende. Men hvordan
skulde hun arbejde sig løs, hvordan møde denne ny Situa-
tion, som pludselig var opstaaet, og opstaaet netop som hun
troede, at hun havde overstaaet det værste Slag.
Hvordan skulde hun nu kunne vende om og naa tilbage?
Der var kun en Udvej — den at rette den falske Forestilling
hos de andre. Det var ikke nødvendigt at sige dem, at
hun var blevet ligefrem tvunget til at forlade sin Post;
Hovedsagen var, at hendes Kammerater fik at vide, at hun
havde ført dem bag Lyset, at hun i Virkeligheden havde
forladt sin Patient før han døde. Men den blotte Tanke om
at gøre en saadan offentlig Tilstaaelse — for offentlig maatte
den være — oprørte alt, hvad hun havde tilbage af Stolt-
hed. Hun, der altid havde været saa staalsat, der altid hav-
de holdt sig saa urokkeligt til sine Grundsætninger — hun,
der havde staaet for de andre som et Mønster paa Mod og
Opofrelse, kunde ikke overvinde sig til at gøre det.
»Nej,” lød det indeni hende, da dette Valg viste sig for
hende. ,,Nej, jeg kan ikke. Det overstiger mine Kræfter.
Jeg kan simpelthen ikke.”
Men hun skulde kunne. Hun kunde, hvis hun virkelig
vilde. Dybt i hendes Sind spirede der en Anelse, en Tanke
om, at hun kunde, hvis hun ønskede det alvorligt. Det
hjalp ikke, at hun prøvede paa at kvæle den, holde den
nede med alle de falske Forklaringer, hun kunde finde paa;
den lille Tankespire lod sig ikke kvæle. Ja, ja, men saa
vilde hun ikke. Gav ikke denne forkerte Forestilling, som
andre, ikke hun selv, havde fremkaldt, hende Lejlighed til
at rejse sig paany, forvinde, hvad hun havde gjort eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
