Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
137
ren, uden Klage havde han udholdt Sult og Kulde og usige-
lig Nød, Frosten, som berøvede ham hans Hænder, Stor-
mens og Sneens Rasen, det aldrig hvilende Arbejde med
Slæder og Oppakning — alt hvad et Menneske kan gaa
igennem under et forgæves Forsøg paa at naa Polen — for
saa at dø ynkelig i sin Seng, alene, forladt af den Mand og
den Kvinde han havde elsket højst og stolet mest paa. Og
det var Bennetts Skyld.
Havde Ferriss været ved sin Bevidsthed tilsidst? Havde
han kendt Sandheden, eller vilde han en eller anden Gang
et eller andet Sted faa den at vide. Ingen vidste det. Ingen
vilde nogensinde faa det at vide. Og havde Bennett saa
gjort Ret i at holde Lloyd borte fra Sygeværelset. Nu, da
det var overstaaet, nu da han havde faaet sin Fornuft igen
og kunde se roligt paa hele den sørgelige Tildragelse, nu
begyndte en lille Tvivl at liste sig ind i hans Sind. I Be-
gyndelsen vilde han skyde den fra sig, forbitret og rasende
og træde paa den som paa et giftigt Kryb. Den raat tilhugne,
usammensatte Mand med sin anmassende Selvraadighed
og sin blinde, urokkelige Tro paa sin egen Ufejlbarhed
havde aldrig nogensinde i sit Liv kunnet indrømme, at han
havde taget fejl, at han kunde være slaaet ind paa en gal
Vej. Han havde altid haft Ret. Men nu var der endelig sket
en Forandring. En Kvinde var kommet ind i hans Verden,
i den Verden, hvor der før kun havde været Mænd, og nu
følte han Grunden skride under sine Fødder, nu søgte han
efter Aarsagen til sine Handlinger, nu blev det vanskeligt
at finde ud af alt det, som før havde været saa letfatteligt.
Ret og Uret, lyst og mørkt, Løgn og Sandhed flød sam-
men.
Han, hvis Tro paa sig selv var istand til at flytte Bjærge,
han som kunde drive sine Arbejdskammerater frem som
en Hyrde sine Faar, han som havde trodset selve Isen,
som havde banet sig Vej gennem alle uoverstigelige Mure,
havde rystet alle Forhindringer i deres Grundvold, — skul-
de han ikke have kunnet magte Situationen, her hvor det
gjaldt en Kvinde. Skulde han have været svag? Tvivlen
voxede og aad sig dybere ind i hans Sind.
Naar Fortvivlelsen ellers havde grebet Bennett, havde
hans eneste Redning været hans absolute Overbevisning
om sin Ret. Det var hans Trøst, hans Haab, hans eneste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
