Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170
Hvad var da hendes Pligt under disse forandrede Forhold?
Adlers kluntede Ord stod i hendes Erindring. ,,Det er nu
hans Bestilling," havde han sagt. ,,Gud den Almægtige har
vel sat ham til det, og saa skal han gøre det. Lad ham ikke
give sig, lad ham blive en Mand og ikke en Professor!"
Havde hun da saa megen Indflydelse paa Bennett? Kun-
de hun vække hans Mod og Foretagsomhed. Maaske —
men hvad vilde det ikke sige for hende, som skulde blive
tilbage for at vente, vente, vente — tre Aar, fem Aar, ti
Aar — maaske for bestandig. Og nu netop i dette Øjeblik,
da hun troede, hun endelig skulde blive lykkelig, da hun
havde gjort sin Pligt, da de haarde Vanskeligheder var
overvundne, da Kærligheden var vendt tilbage, og de ro-
lige, uforstyrrede Dage syntes at ligge for hende, nu maatte
hun tænke paa den frygtelige Tid imellem ,,Freja"s Af-
rejse og Expeditionens Hjemkomst, de søvnløse Nætter,
Dagenes frygtelige Ængstelse, den stadige Skuffelse mel-
lem Haab og Fortvivlelse, den stille, skjulte Lidelse, den
evige, jagende Angst for det, hun ikke kunde nævne for
sig selv. Skulde nu Angsten komme ind i hendes Liv igen,
Fjenden, som lurede og listede og stillede sig i Vejen for
hende, som var i Hælene paa hende hver Time paa Dagen,
som satte sig ved Siden af hende ved hendes Arbejde,
fulgte med, naar hun gik ud, kom til hende i de søvnløse
Nætter, listede sig frem til hendes Seng, rugede over hende
i Mørket, strakte sine kolde Hænder nærmere og nærmere,
viste sit frygtelige Ansigt tydeligere og tydeligere, indtil hun
bukkede under for sin vilde Angst for det Slag, som vilde
ramme hende, de Hænder, som vilde kvæle hende — og
sprang ud paa Gulvet med et kvalt Skrig, drevet bort fra
sit Leje med skælvende Hænder og strømmende Taarer.
Hun rejste sig pludselig, strakte Armene ud og knugede
Hænderne sammen, saa Blomsterne faldt paa Jorden.
»Nej,” hviskede hun, ,,det kan jeg ikke. Denne Gang er
det mer, end jeg kan udholde.”
Men Adlers Ord lød for hende: ,,Faren spiller ingen
Rulle, ingenting i Verden spiller nogen Rulle. Det er hans
Bestilling.”
Hele Verden vilde sige det samme. Hun alene af alle de
Tusinder, hvis Øjne var rettede mod Bennett, kunde ikke
se. Hun havde Uret. Hun tilhørte ham, men han tilhørte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
