Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
178
ventninger over ham. Hun kendte godt Grunden. Lloyd
var altfor højsindet til at føle nogen Vrede mod Adler. Men
han var hende ikke ligegyldig. Han stod for hende som Ind-
begrebet af alt det, Bennett havde opgivet, hans Kariére,
som var strandet paa Halvvejen, hans halvgjorte Arbejde,
hans kun halvt naaede Maal. Var ikke Adler nu paa en
Maade Bennett overlegen? Han havde kun én Tanke, ét
Maal, et Haab, ,,at prøve om igen". Hans Ærgærrighed
var vaagen og levende; Soldaten stod rede, dér hvor Kap-
tajnen havde tabt Modet. Adler havde aldrig siden talt til
Lloyd om, at Bennett skulde tage sig noget for. Nu lod det
til, at han forstod — kunde sætte sig ind i, at naar Bennett
først var gift — og med Lloyd — saa maatte han ikke længer
vente af ham, at han skulde blive ved. Lloyd kunde mærke
det paa hele hans Holdning og Væsen, og atter og atter
sagde hun sig selv, at hun læste i hans Tanker som i en
aaben Bog. Hun troede endogsaa at se en stum Bøn i hans
Øjne, naar de en sjælden Gang mødtes, som om han be-
tragtede hende som sit eneste Haab, den eneste Mulighed
for at vække Bennett. Hun syntes, hun hørte ham sige:
»Har Fruen ikke noget at sige over ham. Kunde
Fruen ikke snakke lidt med ham. Lad ham ikke faa
Lov til at falde fra. Han skal være en Mand og ikke en
Professor. Det er det eneste, der spiller nogen Rulle. Det
er nu hans Bestilling. Den almægtige Gud har selv skabt
ham til det, og han maa gøre det."
Ja, Gud havde skabt ham til det, skabt Manden og vist
ham hans Arbejde, og nu stillede hun sig imellem. Gud,
Mennesket og Arbejdet — de tre Ting, hvoraf Verden be-
stod. Den Tanke kom stadig igen. Følelsen af hvad der
var hendes Pligt vaagnede igen. Hun syntes, det var som
om et eller andet vældigt Lokomotiv, som Himlen selv
havde anvist den Vej, det skulde gaa, pludselig var gaaet i
Staa og stod og ødelagdes af Rust, og at hun var den eneste
i hele Verden, som kunde sætte Maskinen igang og faa
Toget til at løbe, hvorhen, vidste hun ikke, heller ikke
hvorfor. Hun vidste kun, at saadan burde hun gøre. Hen-
des Beslutning blev fastere og fastere. Bennett maatte prøve
igen. Men hun syntes, hendes Hjærte maatte briste af Sorg,
og flere Gange vaklede hun i sin Beslutning.
Bennett vedblev at diktere om Expeditionen og kom til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
