Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
187
dem; men selv i de rolige Vieblikke, da de dog fade aldeles
orkeslose. og ikkun stirrede henover Vandfladen, bleve Sporgs
maalene übesvarede; selv da jeg erkyndigede mig om de ikke
onskede en Dram? — et Spsrgsmaal, som ellers aldrig venter
paa Svar — forbleve de urokkelige i deres Taushed. Jeg
gjenkjendte uden Vanskelighet) i denne Taushed et Trcek i den
nordiske Karakteer, et Trcek af dyb Stoltheo og af Kraft: naar
Angsten siider paa det utaaleligste i Brystet, da erTungen fastnaglet,
og Intet i Verden er istand til at lose den; et Ord, som man yttrede,
vilde nemlig, ved det Skjcelvende i Betoningen, let kunne aabenbare
hvad der tildrager sig i det Indre, og at blive antagne for
frygtsomme, selv om den meest truende Fare er forhaanden,
ansee disse jernfaste Naturer for den stsrste Skam; heller, end
at udscette sig derfor, lade de det gaae lige til Hel. Jeg vidste
altsaa, at Timen var truende, og, hvad der endnu bidrog til
at gjsre vor Stilling langt mere farefuld, var, at Natten nu
sank ned. Nigtignok var bet maanelyst; men Maanen flsi,
ligesom den nu gjsr hist henne bagßogskyen, hurtigt hen bag
Smaaskyer; snart skinnede den, snart var den igjen bedwkket, og
i saadanne Dieblikke var dens Lys paa den trange Fjord , hen
over hvilken de hsie Fjelde kastede deres lange Skygger, Os
ikkun til liden Baade. Land havde vi vistnok i Noerheden,
men det var ikkun de hoie, nogne, lodrctte Klipper, som holdte
deres morke Vcegge imod Os som Kjcempehoender, hvormed
de stsdte Os tilbage. Jeg veed ikke bestemt hvorfor; men
det forekom mig dobbelt cengstende at vide, at vi vare saa
ncrr den faste Jord, uden dog at kunne tåge Tilstugt til den:
der var noget utaaleligt Piinligt i denne Tanke, noget lige saa
Piinligt, som der er i at forestille sig, at man, efter at have
msdt Modgang i Livet, efter at vcere bleven lcek paa dets
stormfulde Hav, og have tabt baade Seil og Master, soger
Havn hos sine kjereste Paarorende, hos sine dyrebareste Ven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
