- Project Runeberg -  Breve /
199

(1839) [MARC] Author: Wollert Konow
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

199
at gjore Skaden saa liden som mulig ; og ved sin Tilbagekomst
var det ikke uden de tydeligste Spor af en dyb indre Glcede,
at han udtalte sit Haab om, at den huusvilde Familie, med
lidt Hjcelp fra de mere Formuende af Menigheden, som han
ikke drog i Tvivl at de jo vilde yde, snart igjen vilde komme
under Tag paa sin Gaard, og atter vilde blive sat i en Stil
ling, hvori den vilde kunde see Fremtiden imsde uden Be
kymring.
Og hvad nu Valborg angaaer. O, hvilket cetherlet, gjen
nemsigtigt, livsglad Vcesen! Og dog var der Dieblikke, i hvllke
en fuldkommen Modsigelse syntes at aabenbare sig hos hende.
Undertiden, just som hun var paa det aller gladeste, da den
meest barnlige og hjertelige Munterhet) laae i hvert Ord, og
tittede frem af hver Mustel, af hver Bevcegelse, da jeg ikke
kunde andet end tcrnke mig hende som et Vceftn, hvis Bestem
melse det var, at flagre henigjennem Livet paa Phantasiens
stjonne Sommerfuglsvinger, at flagre ncesten uafbrudt hen imel
lem Himmel og Jord, ncesten uafbrudt, ikkun med Undtagelse
af de faa Momenter, i hvilke Vingeme bleve lagte sammen for
at hvile og vugge sig paa duftende Blomster, — i saadanne
Dieblikke vilde hun af og til pludselig blive alvorlig, og be
gynde at tale over ofte indviklede, ofte fjerne Livsforholde
med en Rolighed, en Kulde, en Forstandsdybde og en Kund
stab, hvilke jeg hos hende, ung som hun var, og uerfaren,
som jeg maatte antage hende for at vcere, ikke kunde fatte.
Naar jeg lyttede til den sjeldne Forstandsskarphed og det Over
blik, som udtalte sig i hendes Domme, og derpaa lod Blikket
lobe henover den rene, rynkeftie Pande, og nedover de saa
siinttilrundede, glade, ncesten barnlige Pigetrcek, da forekom en saa
fijcerende Contrast mig at vcere forhaanden, at jeg ikke kunde
tilbageholde et Smul.
Men dog var det ikke ofte, at den kolde Forstand yttrede

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 13:57:02 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kwbreve/0203.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free