Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
126
du, Horencs Pkydi cr din Stcmmc fornummet chkkene
hvi svarer du mig ei? hvorfor svare dine Hunde mig ei!«
En Skv glider over Maanens Stive, og gjør Nat-
ten sort: Nagnhild sætter sig fortvivlet paa en ashugget
Stamme.
Da hører hun Hundeglam og tunge Skridt, som
nærme sig. —
»Min Odder, min Odder! saa har jeg da fundet
dig omsider! hvor har du været saalænge, din Ragnhild
er næsten død af Angst!-«
Maanen hrvder atter igjennem Siven. Men hvad
seer hun! det er ikke Odder, der stander foran hende,
nei! den vilde, grumme Thiodols, der engang har beilet
til hende-, og faaet Afstag, og er bleveii hendes Ære
værste Fjende.
»O Grummei min Broder har du vel allerede
mordet bagfra paa den snevre Sti, thi han var den
Tappreste iblandt Tusinder og vilde i ærlig Kamp have
lagt dig ,lavt, — og nu kommer du ogsaa til mig for at
laedske din Hævn, o! tag dit Spvd og gjennemboer mig,
jeg frygter ikke Døden, som atter sorenee mig med min
Broder. — O Himmel! saa er du da faldet, du, som
var et Lyn i Slaget, og en Stokmvind, naar du jagede
paa Fjeldet, og et Lam, naar du sad ved den blussende
Arnei saa skal jeg da aldrig høre Lyden af dit Horn,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
