Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Undersökningar - J. Oskar Andersen, Om Niels Hemmingsens teologi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
om xiels hemmingsens teologi
121
föjelse, at »hypocritae et impii» kun modtager Herrens Legeme og
Blod »ore», medens »pii» modtager Sakramentet »ore et corde simul, ut
piis salutare sit esus, impiis cedat in majorem damnationem». Senere
forklares dette yderligere ved Analogien med »Ordet», der ligesom
Nadveren forbinder noget ydre og indre: det ydre Ord lyder i Öret;
men »aeternus Logos mentis aures ferit, ut quod in auribus sonat
extrinsece, intus corde percipiatur». — Derför: »etsi hypocritae
sumant ore corpus et sanguinem Domini, tamen quia fide carent,
fructu quoque spirituali privantur»; kun den, som »vere credit,
se-cundum interiorem hominem alitur, crescit etc.» Intet antyder, at
»Legemet» her skal forstaas »substantialiter»; overhovedet göres
intet Forsög paa at forklare Realpræsentsens »hvorledes». Man vil
holde sig til Skriftens ligefremme Ord.
Men netop samme Opfattelse har »Enchiridion»! Det siges
ud-trykkeligt, at »cum pane et uino uere et realiter exhibetur et recipitur
corpus et sanguis Domini»; og at dette gælder alle Kommunikanter
understreges senere, da H. dröfter Forstaaelsen af »est» i
Indstiftelses-ordene (som godtgör Tilstedeværelsen af Kristi Legeme og Blod).
Her hedder det nemlig, at disse »invisibiles res» »cum pane et uino
manu ministri porriguntur dignis et indignis». De rækkes altsaa alle,
og da Legemet, som anfört, modtages (sc. »ore») sammen med
Brödet, maa det ogsaa være alle, der modtager, hvad der rækkes alle.
Men ogsaa her hævdes, at »indigni» mangler Mulighed for aandelig
Modtagelse; der er nemlig Forskel mellem »homo externus» og »homo
internus». Ligesom i »Tabula» belyses dette ved Analogien mellem
Nadveren og »verbum externum et internum». Alle Tilhörere hörer
Ordet, men kun »internus homo» faar dets Velsignelse; ligesaa
modtager alle Kommunikanter »de usynlige Ting» (altsaa faktisk »ore»),
men kun »internus homo» kan tilegne sig det usynliges Velsignelse.
Altsaa ogsaa her ganske samme Opfattelse. — Heller ikke her
ind-lader H. sig paa Forklaringer af Mysteriet (hverken ud fra Læren
om »Communicatio idiomatum», som Ubikvitisterne gjorde, eller
ud fra ægte calvinsk Opfattelse af Legemets Lokalbundethed). —
Er »Tabula» da klart luthersk, gælder det samme »Enchiridion».
H:s Udtalelse om, at den, som forstaar »est» synekdokisk, »ikke farer
vild», kan ikke forrykke dette. Det er nemlig ikke korrekt, at H.
»alldeles på samma sätt som Calvin i sin skrift mot Westphal 1554»
udlægger Indstiftelsesordenes »est» synekdokisk; H. siger: »Si quis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
