Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ULV
87
ud, medens Snedkeren og Læregutten snart kom
indenfor Bygrænsen og i Sikkerhed.
«Ja, det var godt Baad,» bemerkede min Mor
og Petter i Munden paa hinanden. —
Det er sikkert. De liar tit liørt om Reisende,
som bare liar ladet Svøben slæbe efter Slæden, og
Ulvene kom da aldrig længere end til den.
Nu tager den ene lille Erindring den anden, og
Ulvehistorierne bliver til en liel Flok, der ligesom
Dyrene selv traver afsted, den ene i den andens Spor
og med Snuden lige i Formandens Hale.
«Jeg husker nok,» bliver min Mor ved, «hvordan
Fru C . . . . paa Eidsfos Verk maatte ofre sin kjære
Skjødehund til Ulveflokken midt i Hanekleven, nær
Solberg — Mors Enkesæde, I ved —.
Hun kastede den med begge Hænder, saadan —
bagover og ud af Slæden.
Hun turde ikke andet, for det var tydeligt, at det
var den, de vilde have, og havde de ikke faaet den,
havde de kanske taget Hesten isteden eller dem selv.
De kunde jo ikke komme fort afveien der midt i den
tunge Bakken.
Nu fik de saavidt Tid til at slippe op og væk.
Men Hunden saa hun naturligvis aldrig mere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
