Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170(5 LANGT, LANGT BORT I SKOGE
men mest dog efter Lyden af det tirrede og rasende
Dyrs Brøl.
Det var dumdristig Gjerning næsten, og jeg mindes
ikke at have liørt, at han havde Hund. som var at
stole paa.
Kun én Gang tror jeg forøvrigt at have set
Bjørnehund, som jeg tiltror at kunne «sætte» en Bjørn, naar
Jægeren var i Fare.
Denne Hund var ogsaa et deiligt Dyr at se paa.
Dens Opførsel i Praksis kjender jeg ikke. Den
tilhørte Gunnar Bergland, var meget stor og overordentlig
kraftig, tætbygget og med en næsten bjørneagtig Pels,
baade livad Farve og Art angik.
Mest bjørneligt var dog selve Hovedet med den
store Bredde bag Øine ne, de korte, stive Øren og
fremfor alt de smaa, tæt sammenstillede Øine.
Den lod sig vel klappe, men var ikke uopfordret
venlig, syntes det.
Kapteinen havde dog vistnok en god Hund den
Gang, den berømte «Grevebjørnen» blev skudt af ham
og en Eggedøl.
Da Bjørnen, som er den største, nogen mindes
nedlagt her, «laa Lig» paa sin duftende Granbarseng paa
Gaardens Tun, stod Hunden den liele Tid ved Siden
af den og tillod nødig, at Uvedkommende rørte ved den.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
