Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN FOKSTE SNE
173
vi da den store Lygte og følger med hele Selskabet ned
gjennem Skogen. — Bækken er stor — vi har jo havt
Høstregnet —, den fylder hele Juvet med Snak og
Larm, bruser og fosser mod Veisvingens Stensætning.
Langsomt svaier her de ni deilige, himmelslanke
Graner, løftende sig liøit op over al Skogen, og suser
neppe hørligt i Nordendraget. De smækre Toppe bøier
de mod hverandre, som talte de sammen, hviskede
den ene den anden en Historie til, eller gjorde kanske
en Bemerkning over Optoget under deres Grene.
— Se, der gaar de!
Skal se, hvem der gaar her om hundred Aar.
En i Følget stanser. Han lytter. —
Han synes, han hørte noget, siger han.
Det gjorde en anden ogsaa.
De øvrige siger ingen Ting. Kun den Gamle
mumler, som for sig selv :
«Maar.» — — —
De bliver saa urimelig svære Stammerne i
saadan Belysning — Skogen saa dyb, saa dyb, og derinde
bor Naturmystiken.
Sildige Møl flagrer, tunge og lydløse, som smaa
Aander om os og Lygten. —
En Sten glider udenfor Veien og ruller, bliver
ved at rulle og pusle langt nede i Juvets Dyb. -
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>