- Project Runeberg -  Længselens baat /
25

(1921) [MARC] Author: Ole Edvart Rølvaag
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

FUNDET 25

hende; det syntes for dem at den sorte skikkelsen
lyste i sterk, brungtil glød.

— — Saan gik den sommeren fremover.

Aldrig kom hun ind i boden mens de var der.
Ikke fik de ord av hende, som ikke var til at undres
over; for de kunde ikke komme hende nær nok til at
faa snakke skikkelig til hende. Men den mat de laget

til for hende, den var fortært da de kom igjen. — —

Derav kunde de da skjønne at hun var inde naar de
var borte.

Da tiden kom ut paa sommeren at de maatte lage
sig til og reise hjem, prøvde de at faa mennesket
med sig. Med fagter og gebærder søkte de at gjøre
forstaaelig for hende hvad de vilde. Det var dog
omsonst. Enten hun ikke forstod hvad de vilde, eller
hun var ræd dem, eller at det var det, at hun ikke
vilde flytte fra holmen, blev de ikke klok paa. De
trodde for sikkert hun var fra forstanden. Forresten
var et par av mændene litt fælne ogsaa. Og det var
ikke at undres paa heller, saa lite menneskelig som
der syntes at være ved hende. Naar de gik efter
hende og snakte og lokket, flyttet hun sig bare unna
og unna, fra den ene knausen til den andre, omtrent
som en fugl der blir jaget op og dog ikke er videre

ræd heller. — — Nu og da kunde hun utstøte en lyd

de ikke forstod. Ikke var det ord og sammen-
hængende tale, og heller ikke var det sang. Men
etslags tone var der i det — langtrukken og saar, og
altid blev de tunge tilsinds naar de hørte den. — De
maatte næsten tænke paa storlommen om høst-
kvelden naar den ynker sig mot kommende regn.

Saa var der intet andet at gjøre end at forlate

hende og reise hjem. — — Men oppe paa den høieste

hammeren saa de hende saa længe til øinene fløt i
vand, og hun randt sammen med holmens graa sten

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 15:01:24 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/lb1921/0025.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free