Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
9. HAVETS RIGDOM.
Dette hændte Nils den natten:
Straks moren var gaat ind, blev han grepet av en
uro han ikke vandt med. Han drev ned til sjøen,
sat i aarene og rodde utover endnu før han rigtig
sanste sig. "Jeg maa se den der skuten," tænkte han.
— Noget maal og med hadde han ikke uten seilene
som svam ute i havbrynet. — Paa dem la han kursen.
Og han rodde haardt, men syntes ikke han blev
træt. Nu og da holdt han paa aarene og saa utover.
Slik holdt han paa til han var næsten ved Baars-
grunden. Saan kaldes en vidtstrakt grund vesti havet.
Den ligger saa langt til havs at baater som fisker
der, ikke er synlige fra lavlandet derinde. Er havet
forfærdelig oprørt, gaar grunden, fortæller gamle
fiskere. Og saa vidtstrakt er den at den er mest som
en havbro.
Som sagt: han var omsider nær grunden. Da
reiste han sig i baaten for rigtig at ta skuten i øie-
syn før han rodde længere. Men dette var da rart:
for endda han hadde rodd saa langt, syntes skuten
ikke stort nærere end før.
Ja, nærmere var han dog, det var dog klart; for
han saa klarere. Og det var vel et syn! — —
Derute i solen laa skuten. Ja, der laa den og svam
paa dønningen. Seilene saa han klarest. Seilene
hadde farve som hvit sne i sterk kveldsol. — Vel saa
sterkt blændet de, forekom det ham.
Skroget saa han nu ogsaa tydeligere. Det fore-
kom ham at være av samme farve som solen, og var
vanskelig at skjelne fra den.
Han syntes seilene bugnet for vind, endda der
ikke gustet den mindste bris. — — Og skjønt han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
