Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
10. I HØSTSTORMENE.
I den lille fiskerstuen i Vaag blev ikke Zalma
nævnt mere. — Nils sa ikke noget. Og saa længe
han tidde, passet forældrene sig for at bringe hende
paa tale. — Dog, naar ikke han hørte paa, kom hun
ofte frem; og det var da altid Mor-Anna som tok
praten op.
Skuten fra hin kvelden snakte de heller ikke om.
Mor-Anna var nok mangen gang paa nippet til at
spørre Nils om hvad han hadde set den natten, for
det var da saa merkelig et syn; men der var noget
som altid holdt hende tilbake.
— — — Tilsynelatende var alt som før. Ikke ret-
tere end Jo og Anna kunde se, opførte Nils sig som
om intet hadde hændt. — Kun trodde moren at merke
at han var blit mere faamælt. Det hændte saa sjel-
den nu at han begyndte at snakke om noget.
De sene høst- og tidlige vintermaaneder under
jul er aarets tyngste tid dernord. Alt synes at føle
tyngselen av den mørkets rædsel der stadig sterkere
lægger sig over alting. — Det er som gaar der en
tung anen gjennem natur og folk om at solen nu
vandrer saa langt bort, at den aldrig igjen kan vinde
sig tilbake. Taaken er svartere, regnet mere sutrende
surt, og stormen klager saa hult op mot fjeldvæggene.
Selv bergenes graa ur ser tristere ut der den ligger
og stirrer ind i forlattheten.
Da de nu for alvor gled ind i mørketiden, merket
begge forældrene at Nils ikke var som før. Det var
ikke den samme kjække gutten med det gode, kloke
ansigtet, der saa saa forstandig paa alt omkring sig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
