Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
119
vilkaarlighed, subjektive indfald og øieblik
-keligt lune staar disse former der som
hævdede af mestrene gjennem tidernes løb.
Men de har ikke alene tidens og
mesterskabets, de har ogsaa fornuftens hævd. De
er nemlig aabenbaringer af den fornuft,
som gaar igjennem verden; de er grundede
i digtningens eget væsen. De er det
objektivt bestaaende i kunsten, de af selve
tingene udledede regler. Og da den Hegel’
ske methode giver den fuldstændige
ud-ledelse og begrundelse af disse former, idet
den efterbygger den objektive fornufts
udviklingsstadier, ser vi, at her gives en fuldt
videnskabelig æsthetik, hævet over al
vilkaarlighed som al sand videnskab.
Den sande og gode sinag «viser sig
derfor fornemmelig i Ærbødighed for de
engang bestaaende Digtarter og i
Bestræbelsen efter at vedligeholde dem i deres
Reenhed». Et af de værste tegn paa
dilettantisme er, at man ikke overholder
digt-arterne. «Saalænge kun Dilettanterne
erkjende de af Mesterne bestemte Grændser,
saa kunne deres Frembringelser idethøieste
prostituere dem selv, men ingenlunde
Kunsten. Men naar den subjective
Vilkaarlighed, istedenfor at underordne sig det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
