Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
120
Objective, stormer løs paa dette, da først
er det nødvendigt at blæse til Allarm i
Musernes Leir.»
Det er et tegn paa den
fuldkommenhed, den dramatiske kunst har opnaaet i
Frankrig, at hver digtart har sit eget
theater, «som endog ved Regjeringens
Anordninger og Politiets Tilsyn tilholdes at
indskrænke sig til sit bestemte Fag, uden
at være Overløber paa de andres
Enemærker». Denne indskrænkning kunde ved
første øiekast se skadelig ud for den frihed,
som bør herske i kunstens rige; men saa
er det dog ikke. Staten sikrer herved de
dramatiske kunstarter, som «i Tidens Løb
have viist sig som objective i Kunsten»,
og den udelukker herved «det Farligste af
alt Fuskeri, det der sætter Vilkaarlighed
for Fornuft, subjective Indfald for objectiv
Nødvendighed». Just derved, at kunsten i
vore tider er bleven et statsanliggende, har
den aabenbaret sin kraft, sin værdighed.
«Thi saalænge Staten er den eneste,
jordiske Fornuft, saalænge maa ogsaa Alt,
hvad som skal gjælde for fornuftigt, komme
til Existens i og ved Staten.» Det er den
objektive fornufts magt, som gjør sig
gjældende, og overalt er den seirende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
