Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
129
Det var en rig natur, som her var
fremstaaet, en mand med de store drag.
En forstand, som let satte sig ind i alt, og
som det var naturligt for at kaste et langt
syn ud over tankens lande, og saa følelser
i det rigeste farvespil, som llød mellem
disse lande, snart som stille elve, som
bugnende hæggeblomster og fint skjælvende
birkeløv hænger nedi, snart som viltre,
fossende stup, som skyllede over store
strækninger. Alle følelser intense, fra de
sanseligste, mest jordiske, til de mest himmelske.
Det var en jord-søn, himmelen straalte sit
lys over. Som den dybe, rige jord ved
Mjøsens bredder en vaardag kan suge
sollyset slig til sig, at der stiger op af den en
damp, som synes at ligge i kamp med
selve lyset og slører det, slig stod Henrik
Wergeland der i sin naturs hele fylde med
solskin over sig. Denne natur var det,
som nu skulde fældes af den mest forfinede
æsthetik. Vi maa give Wergeland ret,
naar han i en af sine sifuliner stolt siger:
Mod en Natur du kjæmper, Jan.
Som Jacob og du balter.
Ligeoverfor dette voldsomme
Werge-land’ske vaarbrud samler Welhaven sin
9 — Løchen: Welhaven.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
