Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
160
et salmevers, som skulde synges under
prækenen; men det trak noget ud med
sangen, og Welhaven saa igjen noget barsk
ud. Prækenen selv blev fra manges side
gjenstand for kritik. Der var mange skjønne,
poesifulde udtryk i den, og hans organ var
meget vakkert; men paa mange virkede
talén som noget affekteret og ikke fri for
fraser. Der blev især lagt merke til
udtrykket: «Et hav af bølgende evigheder».
Der blev ogsaa sagt om prækenen, at den
var for «apostolisk», det vil sige, der var for
megen gestikulation. Kritiken har vist fundet
sit skarpeste udtryk i, hvad der fortælles
en dame ytrede i et selskab denne søndag.
«Idag har jeg været to gange i theatret,»
sagde hun. «Hvorledes det?» «Jo, jeg har
været i Garnisonskirken, og saa senere i
theatret.»
Ud paa høsten, da stumpe-feiden bryder
løs, trækkes naturligvis denne præken frem.
Den nævnes i den før omtalte «Samtale
imellem Cajus og Lepidus»; den kaldes
Welhavens «capitolinske Tale, hvori han
lod Vinden saa stajrkt strømme ud af sin
Æols Pose, at den satte selve Evigheden i
Bølger». Wergeland har to sifuliner, som
tager fat paa den; i den ene heder det:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
