Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
258
prækestolen, raabte han: «Og slig skulde
jeg have staaet!» Det gjorde Sars meget
ondt; det var en lidelse for den store zoolog
at være prest; men han havde taalmodig
fuldendt det embedsstudium, som hans ven
var gaaet ifra.
Welhaven maatte naturligvis ud til
Strudshavn for at gjense stedet for sin
barndoms gladeste leg. Han gik ind i de kjendte
smaahuse og talte med fiskerne.
Klokkeren, som altid havde fulgt ham, naar han
skulde paa fisketur, levede endnu. Det første,
hans øie mødte, da han nærmede sig hans
hus, var en mosgroet baad, som laa
hvælvet ved husvæggen. Han drog straks
kjend-sel paa den og raabte:, «Det er min gode,
gamle klokkerbaad!» Da han saa traadte
ind i stuen, sad den gamle klokker og
hvilede i en stol. Welhaven gik hen til ham,
lagde haanden paa hans skulder og spurgte:
«Per, kjender du mig igjen?» Der fulgte
intet svar, kun et taaget blik. «Mindes du
ikke prestesønnen Johan Welhaven, som du
altid fulgte paa fisketur?» En underlig
lysning gik over den gamles ansigt; der drog
smil om hans mund og klarhed over øiet.
Rystende paa hovedet mumlede han:
«Jamen ja. Men—men baade klokkeren og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
