Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
274
Nu bruser atter o ru dens Kæmpefod
al Verdens Folkeslag i broget Vrimmel:
men Blikket maaler den med freidigt Mod,
og ser den pege mod en vaarlig Himmel.
Paris! Fra Trælle verdnens gvlde Tid
har du et Vidne til din gode Strid.
Lad Frihed seire over Mulmets Rester!
Vis dine Fanger! — det er glade Gjester.
l)en lette Skare iler frit og trygt,
af Vaaren favnet og med Krandse smykt,
med dig til Livets og til Lysets Fester.
I digtet Fontainebleau læser vi med
forundring, at aftenen ikke bringer vemod,
men glæde.
Aftnen bragte mig fortrolig
min Erindrings bedste Smykke:
Billedet af al min Lykke
malte den paa Rosengrund.
Og det er sikkerlig ikke bare et tilfælde,
naar lian i et digt skrevet nogle maaneder
efter hjemkomsten fra Paris gjør oprør mod
den erindringens livsopfatning, han ellers
altid tyr til. Han skildrer i En tribut til
kunstforeningen med begeistring et
«1111-derdeiligt» billede, visselig et, han har set
i Paris.
I Stykkets Forgrund stod et stille Par,
adskilt fra Vrimlen, bag de tætte Grene:
og Aftnens Lysning hvilte mild og klar
paa denne smukke, sværmeriske Scene.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
