Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
327
nærmest mangelen af et udviklet
selskabeligt liv, han klagede over. Han fandt intet,
som kunde binde menneskene sammen til
en selskabelighed med høiere tone. Det
eneste, man har til underholdning, er
«familie-kroniken» og snak om dilettanters
kunst-ydelser. Ingensteds er frihed i opførsel,
sund oprømthed; alle er bundne af «nogle
regler og rubriker for den selskabelige
konduite og gode tone». Selv i dansesalen,
hvor dog livet skulde være friere og mere
utvungent, finder en bare «taktmæssig
bevægelse eller døde pauser». Det virker som
ironi, naar damerne sætter roser og liljer i
haaret; de tager sig ud som bevægelige
blomsterkrukker. Og herrerne bringer en
til at tænke paa en fransk vaudeville, hvor der
indføres en entrepreneur, som har dansende
herrer at bortleie. «Disse Kavalerer skulle
være nitide og ordentlige, danse med Damerne,
og siden sætte sig roligt ned ved Orkestret.»
I sin begeistrede tro paa kunstens
almagt mente han dengang, at det ene
virksomme bodemiddel var kunsten. Den
virkelige kunst vilde føre frem emner til samtale,
som bandt videre sammen, gav friere
niö-ningsudveksliug. Det stive vilde mygne, en
frigjort glæde holde sit indtog.
22 — Løclicn: Welhaven.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
